No worries in Australia

De fleste samtaler i Australien slutter af med ”no worries” som en slags hilsen om at man kan gå videre uden de store bekymringer og blot leve livet. Det er naturligvis en lidt ceremoniel hilsen, der ligger på rygraden af Australierne, men den passer nu rigtigt godt på deres livsstil, som er meget afslappet og uformel og hvor man lever i nuet uden at være les a faire.

Vi har besøgt en stor del af østkysten og det sydlige Australien, men vi har også haft tid til at slå os ned og holde et par ugers pause i vores jordomrejse. Vores rundrejse har bragt os til Sydney hvor vi havde en uge til at se bl.a. Operahuset, fiskemarkedet og den berømte Manley Beach. Derfra videre til Brisbaine hvor vi havde tre uger i motorhome omkring Gold- og Sunshine Coast sammen med Neels søster, Mette, & Klaus med 6 surfboards ombord så vi kunne lære at bølgesurfe. Derfra ud på vandet ved bl.a. double point samt Fraiser og Heron Island og dykning på Great Barrier Reef. Herfra besøgte vi en Australsk familie i Outbacken i St. George, Queensland, og så har vi her til slut været på rundtur i det Sydlige Australien på Great Ocean Road og Melbourne. Australien er på størrelse med USA, så selvom vi har set meget er det jo kun en brøkdel af landet.

Vi nyder at være i Australien og føler os velkommen uanset hvor vi kommer i samfundet og vi oplever at Australierne deler mange af de værdier vi har med hjemmefra. Vores danske uformelle og afslappede stil med fokus på individets muligheder passer godt ind i den Australske kultur og de sætter pris på at nyde livet lige som vi Danskere gør.

Vi oplever flere gange at blive inviteret på ”barbie”, der er Australiernes foretrukne middagsinvitation, hvor måltidet består af kød på grillen, nogle grøntsager og brød som kan klappes sammen til en burger og dertil nogle gange kartofler. I modsætning til Danmark hvor middagen er noget vi går op i og som vi samles om, så er Australierne meget mere afslappede om måltidet og minder nok mere om Amerikanerne på den front. Maden er typisk stillet op som buffet hvor man fylder sin tallerken og så sætter man sig et sted og spiser og straks når man er færdig, tager man sin tallerken ud og kan godt give sig til noget andet. De sidder ikke i lang tid rundt om maden, som vi har for vane, og de bruger ikke tid på at anrette maden flot. Brødet kan godt være i en pose og man tager gerne salaten med hænderne. Det er faktisk lidt befriende for værten har ikke brugt oceaner af tid på at gøre maden klar til man skal komme og fokus er på at være sammen og ikke på måltidet i sig selv. Det kunne vi godt lære lidt af i Danmark.

Et andet punkt hvor vi oplever at Australierne har fokus på at nyde livet er når surfbølgerne er gode. Så kommer alle australierne ud af deres huse og ned på stranden med et surfboard under armen og kaster sig ud i bølgerne. Er bølgerne gode kl. 0600 tirsdag morgen kan man være sikker på at stranden er fyldt, så de lige kan nå et par surfture inden arbejde.

Surfing ved double point, hvor man kun kan komme ud med 4wd via stranden ved lavvande

Australierne har på mange områder meget til fælles med Danskerne, men de har også stor inspiration fra USA. Når det kommer til butikker, restauranter, fast food, byggestil, biler møbler og lignende  er de meget amerikansk inspirerede og lidt engelsk, /europæisk hvilket kan virke underligt når det er en gammel engelsk koloni. Men den forklaring som vi får er ganske simpelt at Amerikanerne har været massivt til stede under og siden 2. verdenskrig og det har gjort at de er mere amerikansk inspireret end engelsk når der kommer til den moderne livsstil. Faktisk er der rigtigt mange ligheder til Texas, som vi besøgte i september, hvor de også har store øde landområder og enorme landbrug.

Lige som Danmark plejer Australien også at være med på top-10-listen over verdens lykkeligste folk, så vi har et godt udgangspunkt sammen og jeg tror at vi i familien er enige om at det er et af de lande vi godt kunne se os selv bo i hvis vi ikke skulle bo i Danmark. Når man ser på Hofstedes kulturstudie har vi da også en del ting til fælles i vores lave grad af autoritetstro , individualistiske kultur, vores kortere tidsorientering og vores fokus på at nyde livet. Der er dog to punkter hvor vi adskiller os og hvor Australierne mere ligner amerikanerne og det er feminine/maskuline værdier i samfundet og behovet for struktur. Hvor vi i Danmark er meget feminine i vores værdier om fællesskab, kønsroller, frihed og plads til alle er Australierne mere maskuline og har større fokus på præstation, store biler og at hver mand skal klare sig selv. I Hofstedes studie ligner Australierne da også mere Amerikanerne på den front.

Hofstede country comparison

Mange af os Danskere har nok et billede af Australien fra Crocodile Dundee, men vi må sige at landet indeholder mange andre ting end det vi ser i filmen. Til gengæld indeholder Australien også alt det vi har set i Crocodile Dundee med, vil natur, krokodiller, særlinge i firhjulstrækkere, indfødte folk, enorme afstande og øde smukke landskaber. Jo længer man kommer ind i landet jo mere oplever man det karakteristiske Australien og jo tætter man kommer på de store byer des mere ligner Australien så meget andet af verden.

Vi oplevede den tørre og meget øde del af Australien, da vi besøgte familien Timmer i Outbacken i Queensland, 6 timers kørsel ind i landet og 200 km fra nærmeste by. Det var en stor oplevelse, at bliver inviteret ind i det lille samfund ved vores venner, som vi havde mødt på Great Barrierer Reef. En af de store oplevelser var, at vi blev inviteret med til bomuldshøsten hos en farmer. Den lille by St. George med 2500 indbyggere er opstået pga. bomuld. Teknisk er området ørken, men fordi der løber en flod igennem byen har farmerne mulighed for at vande deres marker. Efter 2. verdenskrig hvor der var stor arbejdsløshed byggede staten dæmninger og vandkanaler, der muliggjorde at vande marker og så solgte de jordlodder for meget lidt til arbejdsomme mænd, der ville prøve lykken som bomuldsfarmer. Tidligere var det en meget arbejdsintensiv sektor hvor mange mennesker plukkede bomuld, men i dag kan en mand høste med en kæmpe fuldautomatisk maskine til 5 mio. DKK. Læs mere om vores besøg i Nicolai og Maltes artikler.

Bomuldshøsten, som vi deltog i ombord på den avancerede høstmaskine

I det sydlige Australien oplevede vi også noget af det karakteristiske ved Australien både i form af det oprindelige folk og nationalparker. Den første nationalpark var Great Ocean Road, hvor man kører og går langs smukke kyststrækninger med spektakulære klipper og det barske og kolde Sydhav, som bruser mod kysten.

En af de smukke klipper ved Great Ocean Road

Et andet af de skønne områder, som vi besøgte var Grampiens national park, der er et naturskønt område, der rejser sig i højden fra de ellers flade sletter og skaber flotte og spektakulære klippefremspring. Vi var på flere vandringer i området og kunne godt have brugt lang tid dernede, men desværre havde vi fået lagt det lige op til påsken og det var umuligt at finde overnatning der var til at betale fordi rigtigt mange Australiere tager ud i naturen når de får ferie og vi havde sendt vores telte hjem efter Sydamerika.

Vi har besteget Pinnacles bjerget i Grampines National Park

Vi besøgte også nogle oldgamle hulemalerier fra det oprindelige folk, men det var nu ikke meget vi så til historien om det oprindelige Australien. De forsøger lidt, men der er ikke rigtigt gjort noget ud af historien og de har slet ikke samme stolthed omkring de indfødte som der er i New Zealand. Det oprindelige folk i Australien kom fra Afrika i modsætning til resten af Oceanien hvor den oprindelige befolkning kom fra Sydamerika, Hawaii og Fransk Polynesien. De europæiske folk har overtaget landet som i så mange andre kolonier, men her er de indfødte helt fortrængt og de har ikke haft en stor stemme i den Australske udvikling til dato. De forsøger at anerkende det oprindelige folk, men faktum er at de i dag udgør bunden af de sociale lag i det meste af landet og mange lever af understøttelse, som efter manges mening er lidt for høj – en drøftelse som vi kender fra de hemmelige diskussioner om der er nok incitament til at arbejde for de der ikke rigtigt gider.

Mens vi er i landet starter valgkampen frem mod valget  den 18. maj og det er interessant at se at mange af de agendaer der fylder den danske politiske debat er den samme i Australien, selv om vi er på den anden side af jorden. Nogle af de ting der fylder er bl.a. global opvarmning og plastik, som specielt ses på Great Barrier reef, kan det betale at arbejde for dem med lavest indkomst?, indvandring hvor samfundet på den ene side har brug for nogle til at lave det beskidte arbejde, men samtidig vil de ikke dele goderne med for mange, Trump som vel fylder hele verden med sin selviske og noget opportunistiske tilgang til verden samt Kina, som er en supermagt med stigende betydning for verdenssamfundet. Vi har flere steder på vores rejse set at Kina fylder mere og mere i verdenssamfundet og det oplever vi også i Australien hvor der er relativt mange kinesiske turister og faktisk så mange at der flere steder skiltes på både engelsk og kinesisk.

Ud over den smukke natur har vi også besøgt Australiens to største byen i Sydney og Melbourne. Begge er to skønne byer med masser af gode oplevelser og masser af plads og grønne områder. Det er befriende at være i storbyer hvor man på den ene side er tæt på det hele og samtidig kan ånde i de grønne områder. Herfra går turen videre til Fransk Polynesien hvor vi skal sejle i den næste måned.

Vi har også lært at tale australsk, Det er jo ikke så anderledes end engelsk eller amerikansk, men de har deres særlige betoning og så har de en masse sjove udtryk og slang som de anvender hele tiden. Hey mate? Are you coming for a barbie before going to Brisie? Yaa, that would be great, no worries. Eftersom jeg har boet I England af et par omgange plejer jeg at have en relativ stærk engelsk accent, men i en skype-samtale med en Englænder for et par uger siden konstaterede han at jeg havde fået en karakteristisk australsk accent  så det går hurtigt når man først flytter ind ? Ud over nogle skønne mennesker har vi også mødt masser af skønne dyr på vores rundtur og ikke så mange farlige dyr. Før vi kom dertil havde jeg den opfattelse at det var meget farligt at bevæge sig rundt i naturen og her er jeg blevet noget klogere. Man skal naturligvis passe på slangerne, de giftige edderkopper, krokodillerne og de farlige fisk, men med lidt fornuftig omtanke og forholdsregler kan man sagtens bevæge sig uden for alfavej. Nedenfor nogle af de dyr vi har mødt på vores vej.

Koalabjørn som sidder i et Eukalyptustræ og sover (hvilket de gør 18 timer om dagen)

Læs også de andre artikler om vores besøg i Australien.
http://worldtour.thau.dk/2019/04/13/st-george/
http://worldtour.thau.dk/2019/04/13/familien-timmer/
http://worldtour.thau.dk/2019/04/04/bye-bye-motorhome-hello-penthouse/
http://worldtour.thau.dk/2019/03/30/surfing-i-australien/
http://worldtour.thau.dk/2019/03/30/sydney/
http://worldtour.thau.dk/2019/03/29/fuglene-og-skildpaddernes-oe-paa-great-barrier-reef-heron-island/
http://worldtour.thau.dk/2019/03/29/hajerne-viser-taender/
http://worldtour.thau.dk/2019/03/28/sydney-soester-og-surf/

Eller se en af de videoer som Oscar allerede nu har klippet sammen:
http://worldtour.thau.dk/2019/04/24/3559/
http://worldtour.thau.dk/2019/04/18/3501/
http://worldtour.thau.dk/2019/03/28/sidny-video/

Videoer der er undervejs:
– Heron island
– St. George
– Great Ocean road

Author: Per Thau