Rejse planer

Vi er en familie på 5, der har besluttet at tage et år ud af kalenderen og vil rejse jorden rundt på det vi kalder World Tour Thau. Den store ide har været at vise vores børn, Oscar, Nicolai & Malthe, verden og lære om historie, religion, økonomi og politik samtidig med at vi nyder et år sammen i nogle af de mest naturskønne områder af verden.

Neel har fået orlov fra Nordea, Per er stoppet i sit job, Oscar holder et år fri efter 9 klasse, Nicolai og Malthe skal gå i henholdsvis 7 og 5 klasse undervejs med mor, far, Oscar og verden som undervisere.

Vi har lejet huset ud, solgt bilerne og planlagt en rejse til 6 kontinenter og 16 lande med mere end 10 sprog, en masse forskellige kulturer, religioner, økonomier, klimaer og natur for at opleve et nuanceret billede af verden.

Vi har besluttet et princip om at vores rejse skal være en opdagelsesrejse, hvor vi kommer tættere på befolkningen. Det betyder bl.a. at vi pakker alt hvad vi skal bruge til de 12 måneder i hver vores rygsæk og skal kunne bære det hele selv. Det betyder også at vi som udgangspunkt rejser på samme måde som lokalbefolkningen. I USA er det i bil, i fransk Polynesien er det i båd, i Sydamerika er det i kano, til fods, med busser, I New Zealand er det i Autocamper, i Filippinerne er det båd og 3-hjulede motorcykler osv. På samme måde vil vi forsøge at bo mere lokalt i lejligheder, vandrehjem, telt og hvad der ellers byder sig rundt omkring. Når det så er sagt, så kan det jo godt være at vi tager os lidt luksus ind imellem, men hovedprincippet er at rejse som de lokale.

Vi har købt en flybillet jorden rundt og vi har en grov ide om hvad vi ønsker at se undervejs, men vi har ikke booket noget og ønsker at have friheden til at lave om undervejs og gribe de muligheder der opstår. Den grove plan består af at:

  1. Juli/August: Sejle i middelhavet
  2. August: Dykke i Seychellerne
  3. August/September: På rundtur i USA til New York, Washington DC, Texas, Lousiana og Florida
  4. September/oktober/November/December: Udforske Sydamerrika i Ecuador, Galapagos, Peru, Bolivia, Chile, Argentina og Brasilien hvor vi skal trekke til Machu Picchu, sejle, dykke og snorkel ved Galapagos, køre 4wd i saltørlken, besøge Amazonas junglen, På teltur i lake district og meget mere
  5. December: Fejre jul og nytår i 2 af verdens metropoler i henholdsvis Los Angeles og Hong Kong.
  6. Januar: Sejle, dykke, snorkle i Filippinerne i øde områder med lokale fiskere og øde øer og rev
  7. Februar: Udforske New Zealand i motorhome hvor vi skal opleve den smukke og rå natur, lære om vulkaner, møde de lokale Maori krigere og meget mere.
  8. Marts/April: Udforske østkysten af Australien fra Melbourne i syd til Queensland i Nord. Vi har planer om at lære at bølgesurfe, se en masse natur, dykke på Great Barrier Reef og så er det tanken at vi også bruger et par uger på at slå os ned et sted og holde en kort pause i vores rejse.
  9. Maj: Sejle og dykke i Fransk Polynesien på nogle af de smukkeste vulkanske øer med skønne ringrev og et overflødighedshorn af liv under vandet.
  10. Juni: Rejse rundt i Kina for at opleve verdens mest befolkningsrige nation og en stormagt der er i gang med at rejse sig. Vi skal opeleve historie, kultur og samfundet
  11. Juli: Retur til Europa hvor børnene skal i sprogskole og finpudse det Engelske som de har lært under rejsen

Nedenfor kan I se resultatet af den brainstorm, som vi har haft omkring rejsen og som har været udgangspunkt for de flybilletter, som vi har bestilt.