Jeg har glædet mig som et lille barn til at sejle på Stillehavet. Der er noget helt særligt ved at begive sig ud på et ocean der er flere tusinde meter dybt uden nogen landkending, med store oceandønninger under kølen og så have nogle dage foran, hvor der ikke skal ske andet end at sejle. På den ene side er der dyb koncentration om det at sejle sikkert, observere vejret og havet og at sejle i den rigtige retning og på den anden side er der masser af tid til at snakke, tænke og nyde sejladsen. For mig er det lidt som at meditere. Det er koncentreret og så giver det samtidig en enorm ro. Jeg har endnu ikke prøvet at krydse et af de store oceaner hvor man sejler i 3-4 uger, men vi får fornemmelsen undervejs og det øger kun min lyst til at sejle længere.
Fra Tuamotu atollerne til Selskabsøerne er der 250 sømil og det tager fra et til to døgn afhængigt af bølger, strøm og vind. Vi starter tidligt om morgenen kl. 0500 i håb om at vi kunne ankomme næste eftermiddag, men vi har ikke så meget vind, så vi ender med at bruge to døgn på sejladsen. Vi kunne godt være nået frem lidt før, men så var vi ankommet til revpassagen midt om natten og det er ikke noget godt tidspunkt, så sidst på andedagen reducerede vi sejlføringen, så vi først ankommer næste morgen ved første lys. Sejladsen den første dag går roligt og bølgerne er ikke alt for store, så vi har en fin sejlads selvom der ikke er meget vind. Meget vind og store bølger kan være udfordrende, men ingen vind og lidt store dønninger kan faktisk være endnu værre fordi båden får en meget urolig sejlads når sejlene ikke trækker. Vi fisker på hele turen med 2-4 snører ude i håb om at fange en tun eller andet godt fra havet, men der melder sig ikke nogen fangst på krogen.
Da mørket lægger sig og vi har spist aftensmad går alle til køjs og så er der kun en enkelt styrmand på vagt. Jeg havde vagten fra kl. 2230 til 0130 og havde fornøjelsen af en skøn vind agenten-for-tværs og den smukkeste stjernehimmel på en meget mørk aften uden det mindste månelys eller skær fra elektriske lys. Det er sjældent at det er så mørkt og stjernehimmelen er bare meget flottere når der ikke er noget lys der generer. Mælkevejen står lysende klart og man kan se de sorte huller og de mange flotte stjernebilleder, som er anderledes på den sydlige halvkugle. Et af dem vi har lært, er Sydkorset, som er et nyttigt billede for navigationen, idet det peget mod syd.
Det er også lidt skræmmende at sejle i mørket uden månelys for man kan ikke se noget som helst. Jeg kan ane konturerne af bølgerne lige ved siden af båden og jeg kan se det hvide skum når en bølge bryder, men ellers er der intet at se. Når man står der som styrmand, så ved man godt, at det vigtigste af alt er at blive ombord, for hvis man falder i vandet, er der meget lille chance for at blive samlet op igen. Derfor har vi også den regel, at hvis der er behov for at gå på dækket, skal man vække en mand mere.
En af de andre ting man tænker på er om man støder ind i noget. Et rev, en ø, et skib, en container, der er faldet af et fragtskib, en hval eller lignende. Men vi her gode værktøjer ombord til at sikre os imod det meste. For det første har vi gode navigationsinstrumenter, der med en meget stor nøjagtighed viser hvor vi er, så risikoen for at støde ind i en ø eller et rev er meget lille eller nærmest ikke eksisterende i dag hvor vi har så gode instrumenter. Det var noget andet i gamle dage hvor vi kun havde et kompas, en log som måler afstanden der sejles igennem vandet samt stjernerne.
I forhold til andre både er der jo pligt om at føre lanterner, så der god mulighed for at se andre både når der er god sigtbarhed. Derudover har vi en radar ombord, der kan vise om der er forhindringer i en meget stor radius. Her kan vi i øvrigt også se hvis der er en regnbyge på vej og det er ikke helt uvæsentligt da der kan være stærke vinde i forkanten af regnskyerne. Vi har et par kraftige regnbyger undervejs, hvor vi reducerer sejlarealet og en enkelt kraftig byge, som vi vælger at sejle uden om.
Hvaler og containere er der til gengæld ikke så meget at gøre ved om natten. Det er helt umuligt at identificere dem på afstand. Man kan være heldig at en container stikker så meget op at man ser den på radaren, men normalt ser man dem ikke. Når man sejler på de store oceaner, er det en risiko man bare må leve med, men til gengæld er risikoen meget lav.
Da vagten er færdig går jeg til køjs. Vi har en fin sejlads over Stillehavet om natten og får en rimelig god nats søvn, selvom man altid lige skal vænne sig til at sove i et skib, der sejler. Når man ligger i sin kahyt om natten hører man alle skibets lyde og der er mange lige fra bølgerne der rammer skroget over vindens susen og til skrogets og inventarets knirken og sejlet og mastens mange lyde. Som skipper kan man ikke lade være med at høre efter om der er nogle forkerte lyde og på en båd, som man ikke kender, kan det godt være vanskeligt at skelne mellem de naturlige lyde og de forkerte, så på et tidspunkt giver min hjerne op og jeg falder i søvn og sover det meste af natten, kun afbrudt af et par gange, hvor der er en højere lyd end de sædvanlige.
Næste dag står alle op kort efter lysets frembrud. Det er en skøn morgen med en flot solopgang bag skyerne ud over det åbne hav. Dagen går med at snakke, læse, fiske, sejle, spille kort, spille skak, se en film og bare være til stede mens vinden blæser os mod Rangiroa i Selskabsøerne.
Endnu en nat går rigtigt fint. Jeg har samme nattevagt som natten før og nyder den sorte stjernehimmel og roen ombord. Næste morgen ankommer vi til Rangiroa ved første sollys og får endnu en meget flot solopgang netop som vi passerer gennem passagen med smukke palmer i baggrunden.
Vi har haft et skønt eventyr på Island Coyote med vores franske venner og er nu klar til at stige ombord i en mindre 41 fods katamaran, som vi har lejet i de næste 2½ uge ved Selskabsøerne. Planen er at sejle rundt mellem Raiatea, Tahaa, Bora Bora, Maupiti og Huahiune. [Image] [Image] [Image] [Image] [Image] [Image]
