I år faldt min fødselsdag på et lidt specielt tidspunkt; ca. 2 uger før vi skal hjem, hvilket gør at det ikke rigtigt gav mening hverken at ønske mig noget til derhjemme eller til rejsen. Derudover var der længe forinden lagt en plan for dagen, eftersom vi ikke havde særlig lang tid i Kina og derfor blev nødt til at holde et forholdsvist stramt program.
Fødselsdagen startede faktisk dagen inden, hvor hotellet havde arrangeret en omgang ”longiviti noodles” til mig, hvilket er en speciel tibetansk fødselsdagsret, som består af en tyk form for nudler i suppe med grøntsager og spejlæg på, som giver held, lykke og et langt liv. Alt i alt en temmelig god pakke, hvis kan man spise suppe og nudler med spisepinde.
Min første dag som 17-årig startede kl 06:30 i Tibet, med fødselsdagssang, lys og flag som vi plejer. Derfra fulgte vi ikke helt den normale fødselsdagsrutine. Vi skulle nå et fly, og eftersom morgenmadsbuffetten på hotellet først åbnede kl 7, var der ikke tid til det, så efter en hurtig krammerunde stod jeg op, hoppede i tøjet, snuppede en madpakke og så var det ellers afsted til lufthavnen.
Ca 2-3 timer senere lettede vores fly fra Lhasa, og vi var på vej mod Chengdu i Kina. Jeg brugte det meste af tiden ombord på at tegne små tegneseriefigurer med Malthe og at redigere video, men blev også overasket med af stewardesserne, som sang fødselsdagssang og serverede frisk frugt for mig, sammen med et fint fødselsdagskort underskrevet af alle crew medlemmerne.
Da vi landede blev vi taget imod af vores lokale guide, som tog os med til et tempel, hvor vi fik forklaret om både byen og budhisme. Derefter tog hun os til et lokalt te-sted, hvor vi fik en kop blomsterte mens vi snakkede. Da vi havde drukket vores te og var på vej tilbage mod bilen, gik vi forbi en lille legetøjsbutik. De solgte sådan nogle specielle fjerbold lignende ting, som vi tidligere har set nogle kinesere spille med i en park, og vores guide spurgte om vi ikke ville prøve. Det ville vi gerne, så vi købte en fjerdims og fandt en plads at spille på. Det er et meget simpelt og super sjovt spil. Målet er at sparke den rundt til hindanen i luften uden at den rammer jorden. Vi spillede i over en halv time og var derefter godt varme, så det var skønt at komme ind i den afkølede minibus og blive kørt til hotellet.
Vores hotel var skønt, stort og vestligt med dejlige gulvtæpper, hvilket egentlig passede mig fint efter at have boet på/i så mange hostels, moteller, både og motorhomes i løbet af det sidste år. En anden fordel ved store hoteller er, at der næsten altid er fitness, så efter at være kommet tilbage smed jeg mine ting på gulvet, pakkede alt mit tøj ud på sengen, efterlod lidt rod på natbordet, og gik ned for at træne. Derefter smuttede jeg en hurtig tur i bad, imens de andre forberedte noget hemmeligt på mors og fars værelse.
Da jeg kom ned til dem, blev der igen sunget fødselsdagssang, og de havde pyntet værelset fint op. Vi brugte aftenen på at se en samling billeder af mig, åbne pakker, ringe hjem til Danmark og hyggesnakke. Efter mit ønske bestilte vi roomservice til værelset, og de andre havde med rejsebureauet også fået arrangeret en fin panda kage til os (Chengdu er kendt for pandaer).
På trods af at vi havde en masse vi skulle nå, endte jeg med en super god og anderledes fødselsdag, som jeg helt sikkert kommer til at huske mange år frem.