New Zealand er vild, skøn og flot natur med stor variation. Vores rejse i New Zealand startede i Auckland, som er en skøn storby ud til havet med det skønneste havneområde fyldt med både kæmpe store både og masser af små turbåde.
Herfra gik turen til Christchurch hvor vi havde lejet et motorhome og havde fornøjelsen af at mødes med Janne, Peter, Oscar og Sofie fra Hareskoven, som vi fulgtes med det meste af tiden i New Zealand.
Vi nyder at rejse rundt og vi oplever rigtigt mange ting, men når man rejser så lang tid, er der naturligvis også et afsavn til de mange gode venner og familie, der er derhjemme i Danmark. Derfor var det også skønt at få “besøg”. Se også Malthes artikel, “New Zealand med Oscar“.
Fra Christchurch kørte vi sydover til Queenstown for derefter at tage ud til vestkysten og følge den op til Abel Tasman. Derfra til Nordøen og igennem Tongario og Rotorua området op til Auckland.
Turen gik først over bjergene, hvor der er de skønneste søer og sneklædte bjerge. Mineralerne fra bjergene farver søerne turkisblå og der er en skøn klar bjergluft. Området omkring Mt Cook med søerne Lake Takepo og Lake Pukaki er absolut de mest spektakulære og det blev også til en badetur i begge søer, der er omkring 17 grader efter en god varm sommer.
Det er i det hele taget et skønt område hvor der er utallige vandreture op i bjergene og selvom vi ikke bestiger Mt Cook som er det højeste bjerg med 3755 m højde, så får vi nogle gode vandreture og ser bl.a. gletcher og isbjerge.
Vores tur går også forbi Queensland der er New Zealands action hovedstad. Her kan man prøve alle de vildeste ting fra Bungy Jump, Canyon Swing og Ziplining til River rafting, Downhill MTB, canyoning og meget mere. Vi har prøvet en del af det i Sydamerika og i Europa, men vi tager alligevel ud på en zipline på bjerget over Queenstown og en downhill go cart tur. Senere på turen tager vi også på Black Water rafting.
Fra Quenstown kører vi ud til vestkysten af Sydøen ved det Tasmanske hav. Det er et meget øde og skønt område med flotte øde barske kyststrækninger med skønne strande og bølger, som vi kunne lege i samt floder, der strømmer fra bjergene og ned til havet og skaber fantastiske floddeltaer. Det eneste minus ved Sydøen er at det kan være lidt koldt oppe i bjergene, regnfuldt ude ved kysten og fyldt med sandfluer, der bidder i anklerne og andre steder med tynd hud. Vinden blæser nede fra Tasmanien hvor den er varm og så samler den fugt op over havet som bliver til regn når de høje bjerge tvinger luften op og køler den af. Derfor regner det meget i den sydvestlige del af landet. Vi er dog heldige og har kun et døgns tid hvor der er regn i luften og bølgerne i det Tasmanske hav er ikke koldere end at vi godt kan bodysurfe i dem.
Vi fortsætter op til Ross, der er en gammel guldmineby, hvor vi besøger den lokale svømmehal og vasker guld. De fleste turister kører igennem byen, men vi standser ved den lille landsbyskole og låner nøglen til den lokale svømmehal, hvor der bliver leget til den store guldmedalje.
Næste dage besøger vi det lokale guldminemuseum og forsøger os også med at vaske guld i den lokale flod. Det bliver til lidt små guldstykker men ikke noget der ligner et smykke eller rigdom. Vi ved også fra Sydamerika, at man skal have stor toldmodighed for at det bliver til noget. Her besøgte vi en lokal familie der levede af at vaskede guld og de samlede i gennemsnit 1 g om dagen.
Herfra fortsatte turen videre til Pancacke rock, som er et skønt kystområde hvor bølgerne sprøjter ind over klipperne og graver undersøiske gange og såkaldte blowwholes hvor vandet sprøjter op når det blæser fra sydøst og det er højvandet.
Peter og Janne kører over til østkysten for at svømme med Delfiner og vi tager en slapper i området uden for meget køretid. Den dag bruger vi så til at besøge Steven som havde et lille værksted hvor man kunne lave sin egen kniv helt fra bunden. Vi startede kl. 9 om morgenen og var færdig kl. 17 og på de 8 timer lykkedes det os at lave 5 flotte knive fra et stykke jern, messing og træ. Det var sjovt at smedje kniven fra bunden og selv forme den hele vejen igennem.
På den nordlige del af Sydøen besøgte vi Abel Tasman national park. Abel Tasman var en Hollandsk opdagelsesrejsende der i 1642 kom sejlende fra Tasmanien til det nordlige del af Sydøen. Her forsøgte han at komme i kontakt med de lokale, men de misforstod ham og dræbte de 4 mand der sejlede ind i en lille forbindelsesbåd og derfor drog han videre og kortlagde vestkysten af Nordøen. Abel Tasman gavn navn til området der er et skønt naturområde, som man kun kan komme til via båd eller tid fods. Der er op til 6 m forskel i tidevand, og masser af sandstrande, sandsten og granit, og det skaber nogle skønne områder som vi udforskede både til vands og til fods.
Efter 13 skønne dage på Sydøen tog vi Bornholmerfærgen færgen til Nordøen. Det kan lyde lidt fjollet, men det viste sig at den færge som vi sejlede med, var en færge der tidligere havde sejlet til og fra Bornholm og der var stadig danske skilte rundt omkring. Det havde taget 4 måneder at sejle den derned, så det siger lidt om at vi virkeligt er på den anden side af jorden, ligesom de 12 timers tidsforskel også vidner om.
På Nordøen besøgte vi først Tongario National park, der er et stort område med 3 store vulkaner, hvoraf Mt Ruapehu fortsat er aktiv og senest har haft et større udbrud i 1996.
Her vandrede vi en tur op i bjergene og kommer lidt på vildspor. Vi vandrede ind ad en rute som viste sig at være relativt kort og da vi nåede enden, fik jeg den gode ide at vi bare kunne skrå ind over et område og kommer over til en anden sti som jeg havde set på kortet. Jeg fandt mit topografiske kort frem på mobiltelefonen og så gik vi afsted. Det viste sig dog at være noget uvejsomt og gå gennem både buskads og ned langs en flod med tæt bevoksning på sider og over floden.
Børnene syntes imidlertid at det var sjovt og selvom de fleste kom frem med drivvåde sko, var det en god tur. Herfra gik turen videre til et vandfald, som vi endte med at bade i. En lidt kold fornøjelse men alligevel dejligt forfriskende efter turen i vildmarken.
Fra vulkanernes højder tog vi videre til Lake Taupo og Roturura, som er den mest aktive vulkanske zone i New Zealand. I området er det 14.00 jordskælv om året hvoraf 150 er større end 4 på Richter skalaen, 2 over 6 og der er normalt et der når 7 på Richter skalaen hvert 10 år. Lake Taupo, som vi besøger og bader i, er et krater fra et kæmpe vulkanudbrud for 1800 år siden, der spredte aske mere end 50 km op i luften og spredte sig så langt som til Eurpoa.
Når der er meget vand er der naturligvis også vandfald og vi så en del, men HUKA falls er nu alligevel det mest spektakulære og selvom vi har set meget i Sydamerika var det værd at se.
Vi kører langs Thermal Highway til Rotorura og her ser vi rigtigt mange tegn på den vulkanske aktivitet i området. Der er mange steder hvor man kan se dampen rejse sig fra landskabet og vi besøger da også et af de mest aktive områder ved Wai-o-Tapu, hvor vi så Lady Knox geyseren springe 20 m op i luften samt boblende mudder, søer med svovlsyre og mange andre grundstoffer, der gav giftige farver til søerne. Det er ret fascinerende at se og opleve og selvom vi også har set noget lignende på Island og i Bolivia så er det stadig imponerende.
Vi besøger også Vulcano Activity Centre ved Turangi, som er et spændende og lærerigt sted, hvis man vil vide noget mere om den klode vi bor på og den aktivitet, der foregår i undergrunden. Her ser vi bl.a. hvordan 80% af alle verdens vulkaner er placeret langs Ring og Fire, der går langs Syd- og Nordamerikas kyster over til Japan og Filippinerne og ned langs New Zealand.
Det er således ikke helt tilfældigt at vi genkender en del af det vi ser, da vi har næsten alle landende langs Ring of Fire. Med New Zealand er ringen således sluttet og jeg tror vi er ved at være mætte på vulkanske aktiviteter.
Men Rotorura er også kendt for andet end vulkaner. De er kendt for bevarelsen af Maori kulturen, som er den oprindelige kultur, der var i New Zealand før Europæerne kom til i starten af 1800 tallet. Det oprindelige folk stammer fra Fransk Polynesien, som vi skal besøge senere på vores rejse og var et stammefolk der levede af naturen og havde nogle meget karakteristiske danse der havde til hensigt at skræmme fjenderne væk. Vi besøgte en Maori landsby, som viste kulturen meget flot frem selvom det naturligvis alene var et show for turister.
Ud over de mange skønne oplevelser blev det også tid til skolearbejde og afslapning i skønne omgivelser ved Blue Lake sammen med vores gode venner og derefter ved Lake Okareka efter at vi havde sagt farvel til Janne, Peter, Oscar og Sofie efter nogle skønne uger i deres selskab. Det kan godt være udfordrende at både opleve landet og nå at lave skolearbejdet og specielt når vi følges med nogen der har ren ferie, så derfor havde vi brug for nogle dage til at følge op efter at de var rejst hjem.
Den sidste station inden vi skulle retur til Auckland var et besøg i termiske bade og et besøg ind i jordens indre in Waitomo Caves med The Legendary BlackWater Rafting Co, men det kan du læse mere om i Oscars artikel om “BlackWater rafting”
Alt i alt var det en skøn tur i New Zealand. Vi føler os virkeligt hjemme i New Zealand og selvom naturen er meget anderledes end i Danmark, så er der rigtigt mange ligheder mellem os Danskere og befolkningen i New Zealand. Ser man det fra Hofstedes kulturstudier viser undersøgelsen også at vi minder om hinanden med en lav magtdistance, høj individualisme, lavere maskulinitet og usikkerhedsundgåelse. Du kan læse mere om lighederne i Nicolais artikel, “New Zealand er lidt som at komme hjem“.
Nu går tuden videre til Australien hvor vi skal være de næste 2 måneder og hvor vi får besøg af Neel’s søster Mette og hendes kæreste Klaus.
