Iles de Societé er en del af Fransk Polynesien, som omfatter øerne omkring Tahiti og vi besøger fire af dem på vores sejlads mellem de smukke træklædte bjergtinder, koralrev, turkise laguner, azurblå hav og de lokale polynesiere, som udviser stor gæstfrihed.

Selskabsøerne er alle vulkanøer, der er i gang med at synke i havet. De består af en eller flere ø’er i midten, et ringrev der danner beskyttelse ud imod det åbne Stillehav og en lagune imellem øen og ringrevet, hvor vi kan sejle og ankre i roligt farvand. Det er nok noget af det smukkeste område vi nogensinde har sejlet i fordi man får de mange farvespil fra de grønne træbeklæde bjerge, det azurblå have, de turkise laguner, den blå himmel, de hvide brusende bølger mod revet og de smukke palmer på hvide koraastrande.

Vi har lejet en sejlbåd i 16 dage og har lagt en grov plan for vores tur, men som altid når vi sejler, holder vi det meste åbent for vejr og vind og hvad vi måtte møde undervejs. Planen går i alt enkelthed ud på at besøge Raiatea, Tahaa, Bora Bora og Maupiti. Huahine ligger også inden for rækkevidde, men vi beslutter at fokusere på de 4 andre som udgangspunkt og den plan ender vi med at holde os til.

Tæt ved basen, hvor vi har lejet båden ligger det lokale marked og et supermarked hvor vi handler ind til turen. Vi ved ikke rigtigt hvor meget vi kan købe undervejs, så vi beslutter at proviantere til alle 16 dage, så vi har friheden til at sejle hvor vi vil. Det bliver således til 120 1½L vandflasker, 6 kg havregryn, 20 liter UHT-mælk, 6 kg pasta og meget mere af samme skuffe. Efter at have kørt 6 fulde indkøbsvogne ned til kajen laster vi båden og er klar til eventyr.

Selskabsøerne har fået deres navn fra Kaptajn Cook, der kom til området i 1769 og døbte dem Societé fordi øerne lå i tæt selskab og til ære for Royal Society som havde sponseret noget af opdagelsesrejsen. Polynesierne ankom til øerne omkring år 1000 og det siges at Raiatea var udgangspunkt for mange af de sejladser, der er foregået i Stillehavet og at bl.a. Hawaii og Påskeøerne er blevet befolket herfra. Vi besøger den lokale “Marae” ved Hava, som var Polynesiernes religiøse plads og centrum for de religiøse møder mellem folkene i Fransk Polynesien

Ved den lokale Marae møder vi også en ægte Polynesier med tatoveringer over hele kroppen. Det er ikke så mange der  er tatoveret i den grad som han er, men det er normalen at man som Polynesier har en del tatoveringer. Det er en gammel tradition som fortsat holdes i arv. Tatoveringerne fortæller historien om den person, som de er tatoveret på og de fortæller om de styrker, som personen har. Det er smukt og passer godt til de polynesiske omgivelser.

Hovedparten af beboerne på øerne er fortsat den oprindelige befolkning og selvom det er et moderne samfund med alle vestlige fornødenheder, ser man fortsat mange mennesker leve på relativ primitiv vis af fiskeri, åbne køkkener og med kanoer, som primær transportform. Det virker til at der er stor forskel på de rige og fattige på øerne for man ser også flotte huse med egen bådbro og en carport til speedbåden og jetski.

Overalt hvor vi kommer frem i Fransk Polynesien bliver vi vel modtaget. Som altid kan man føle at jo længere man kommer ud og jo færre turister de ser, des mere er de oprigtigt interesserede og gæstfri. Vi oplever således en meget stor gæstfrihed på Maupiti, som er den ø, der ligger længst væk og hvor der kommer færrest turister. Der er ingen hoteller og i de tre dage vi er ved øen, ser vi kun 5 andre sejlbåde. Det er også her Nicolai finder en meget smuk konkylie (se Nicolais artikel), vi snorkler med Djævlerokker (se Oscars artikel) og vi cykler rundt om øen og hilser på de lokale og plukker frugt af træerne (se Malthes artikel).

Generelt ser vi ikke mange turister på øerne. Der er nogle sejlbåde, men det meste af tiden ligger vi for anker uden at kunne se ret mange andre både og når vi går i land, er det lokalbefolkningen der fylder. Det er kun på Bora Bora, at vi oplever at hotellerne og resorts fylder meget og der er væsentligt flere både i lagunen end på de andre øer. Men Bora Bora er fortsat et paradis af en ø og vi nyder at sejle rundt om de frodige bjerge i den smukke lagune. Det er også her vi fodrer Pilerokker (se Nicolais artikel) og snorkler ved skønne koralrev (se Malthes artikel).

På Bora Bora er der også et supermarked, så vi får tanket op af frisk brød, lidt grøntsager og kød, så det ikke bliver ren dåsemad og pasta på anden halvdel af turen. Det er sjovt at komme ind til landsbyen og opleve det lokale samfund, der ligger væk fra hoteller, strande og andre turistdestinationer. Her ser man de lokales liv, fiskerne, de små markeder, kirkerne, bananplantager mm. Supermarkedet er franske Super U og overrasker til den positive side selvom udvalget af grøntsager og ferskvarer er begrænset. Der er mange franske varer, hvilket måske ikke er så overraskende i et fransk supermarked. Men det er alligevel langt at fragte dagligvarer fra den anden side af jorden. Jeg bliver lidt nysgerrig og undersøger hvor Polynesierne får deres varer fra: Jeg havde forventet at det primært var fra New Zealand og USA (Hawaii) som ligger tættest, men det viser sig at 35% af ale importerede varer i Fransk Polynesien kommer fra Frankrig mens NZ og USA kun står for ca. 20% hver. Det viser jo hvor meget det betyder hvor ens rødder kommer fra.

Efter at have provianteret sejler vi lige forbi Coral garden, som er vores foretrukne snorkelspot og så ud igennem ringrevet og sætter kursen mod Tahaa. Tahaa er kendt for deres mange vaniljeplantager, romproduktion, kokosnødder og selvfølgeligt de skønne laguner ud mod ringrevet. Heller ikke her ser vi mange turister. Der er lidt både men der er masser af plads til os alle og vi finder mange ankerpladser, som vi har alene. Vi besøger et lokalt destilleri, hvor de forædler vanilje, kokos og laver rom. Vi får en fin rundvisning og lærer hvordan man tørrer og masserer vanilje, hvordan man laver kokosnødder til olie og hvordan man laver rom ud af de lokale sukkerrør.

Undervejs har vi lidt problemer med motoren på vores båd, men heldigvis er der to motorer på en katamaran så vi holder den gående. Først taber den bagbord (venstre) motor sit gaskabel, som jeg heldigvis selv kan reparere. Dernæst kommer der problemer med gearkassen i den styrbord (højre) motor og sidst sætter den bagbord motor helt ud og kan ikke starte igen. Jeg roder med motorerne, får den startet en enkelt gang, men så virker den ikke igen. Vi kontakter udlejningsbasen og et døgn senere lykkedes det at møde en af deres både med en professionel skipper ombord, der ser på den og får den startet. Det er startmotoren der har problemer. Et døgn senere går den så ud igen og ingen af de tricks som den professionelle skipper havde med virker, så vi ender med at sejle forbi basen og få en mekanikker til at reparere den. En dag bliver jeg nødt til at tage et udvidet motorkursus. Jeg ved rigtigt meget om både og kan lave mange ting ombord og jeg forstår også de grundlæggende ting ved en motor, men jeg er simpelt hen ikke klog nok til at fikse dem når de rigtigt driller og det er ret træls, når man sejler rundt steder, hvor der ikke altid lige er hjælp rundt om hjørnet.

Efter at motoren er repareret sejler vi rundt om Raiatea og nyder de sidste 4 dage i de blå laguner. Det regner rigtigt meget i de dage og sådan er det nogle gange herude, men temperaturen er fortsat omkring 30 grader så vi nyder den kølige regn. Normalt siger man at maj til oktober er de tørre måneder og november til april er de våde, men det regner også i de tørre måneder og lokalbefolkningen melder om at det er som om at sæsonerne flyder mere sammen efterhånden. Det er noget vi efterhånden har hørt mange steder i verden og noget tyder på at vores klimaforandringer virkeligt skaber synlige forandringer i disse samfund. Ud over regnen føler de det også på at der kommer flere storme til øerne, havets temperatur stiger og der er færre fisk. Hvorvidt de færre fisk skyldes at Kineserne overfisker herude eller det er klimaforandringer får vi forskellige meldinger på, men det kan også være at det faktisk er begge dele.

Vores tre drenge har sejlet hele deres liv siden de lå i vuggen og de har alle lært at sejle joller og selv styre en båd, men de har aldrig rigtigt fået øvet at være kaptajn på en lidt større båd, hvor der både skal navigeres, styres strøm, vand, studeres vejrudsigter, findes ankerpladser, tjekke motor mm. Derfor beslutter vi at de får 4 dage hver hvor de skal være kaptajn på båden og med støtte fra mig styre slagtes gang. Drengene ved jo det meste i forvejen så det går ret hurtigt med at de overtager styringen og jeg nyder at give fra mig. Du kan læse mere i Nicolais artikel “Kaptajn på en katamaran”.

34 dage er gået med sejlads i Fransk Polynesien. Det har været fantastisk og vi kunne godt have brugt en måned mere herude, men så er der jo en god grund til at komme igen. Næste eventyr er Kina og det er lidt af en rejse at komme dertil fordi flyforbindelserne passer så dårligt. Vi flyver fra Raiatea til Tahiti hvor vi sover en nat, så fra Tahiti til Auckland og overnatter. Derfra til Hong Kong og endnu en overnatning inden turen endeligt går til Beijing hvor 18 dages eventyr starter.