Dødens farlig stingray fodring

Vi havde hørt at man kunne fodre stingrays (pilerokker) ved Bora-Bora og selvom de har giftige pile var fortællingen at man godt kunne fodre dem og røre dem med de rigtige teknikker, så vi satte kursen mod lagunen med de mange pilerokker.
Efter 6 timers sejlads over Stillehavet ankom vi til pilerokke-bugten, hvor vi kastede anker. En skipper fra en anden båd, var så sød at give os noget fisk til at fodre dem. Vi havde set speed – og gummibåde sejle rundt i et bestemt område så vi gjorde finner og masker klar og så ventede vi på at vi kunne få stedet for os selv.
En time før solnedgang sejlede vi mod det sted hvor vi havde set bådene tidligere på dagen. Der var ingen rokker til at starte med, så vi svømmede lidt rundt og jeg fandt to pilerokker, som vi begynde at fodre. Vi havde fået at vide, at man skulle holde hånden over dem for ellers kunne de komme til at bide en og når de løfter halen, skal man flytte sig hurtigt fordi så skal de til at skyde en pil ud.
Svømmefødderne beskyttede os mod sandfiskene og de giftige konkylier, som dræber en på 10 sekunder med deres gift. Pilerokkerne svømmede nogle gange lidt ind i vores ben på os der kunne bunde (Per, Oscar og mig). Pilerokkerne var helt vildt bløde og det var lidt ligesom at røre ved kartoffelmel blandet med vand, men bare 3 gange blødere.
Til at starte holdt de sig nede ved bunden, men senere kom op så man kunne se deres munde og ae dem. Vi havde også hørt, at de kunne finde på at suge sig fast til kroppen og når de gjorde det, skulle man bare slippe fisken – det var meget rart at vide, selvom det ikke skete for nogen af os. Der endte med at være 6-7 rokker rundt omkring os, da vi løb tør for fisk.
Det var en fantastik oplevelse at fodre og røre dem og vi fortsatte helt til solnedgang, hvor vi sejlede tilbage til båden.
[Image] [Image] [Image] [Image] [Image]

Author: Nicolai Thau