Toau er en ringformet atol der målet 20 x 10 sømil med en lagune i midten og et enkelt sted hvor man kan passere igennem ringrevet. Vi sejler dertil fra Fakarava og besøger den ene familie, der bor på atollen. På overfalden er det meget eksotisk, men der gemmer sig også et hårdt liv bag de smukke omgivelser.
Vi ankrer op i en lille bugt ud for et fiskerleje, hvor der bor en enkelt familie, som efter sigende skulle de være de eneste der bor på øen. Emanuella byder os velkommen sammen med en kæmpe fregatfugl, som besøger hede hver eftermiddag fordi hun fodrer den med fiskeresterne. Bugten er et kendt stopover for sejlere, der drager mod øst i Tuamotu atollerne og der er også 5 andre både i bugten den eftermiddag hvor vi ankommer. Det er mere end normalt, men Emanuellas mand havde også fødselsdag i går.
Ud over at spise fisk og kokosnødder lever familien også af at tilberede et måltid mad til forbipasserende sejlere i den åbne hytte, der er bygget på bredden ud mod bugten. Hytten er fyldt med flag fra skibe, der har passeret og vidner om, at vi ikke er de eneste, der har følt sig meget velkommen på øen. Der er da også et dansk flag fra båden Calle II bland de 100-vis af andre flag.
Jeg havde set frem til at skulle have friskfanget hummer og tun som er standardmenuen på det lille spisested, men Emanuellas mand havde holdt fødselsdagsgilde dagen før, så fadeburene er tømte og det var kun bunkerne af muslinger, der vidner om det festlige måltid som var blevet indtaget dagen før.
Emanuellas mand siger at han vil prøve at fange nogle hummere om aftenen, men han lover ikke noget for bølgerne er lidt store og hummerne fanges på ydersiden af revet på en meter vand lige efter brændingen når det er mørkt. Han fanger ikke noget så frokosten bliver også ombord på vores båd.
Emanuella fortæller at hun har boet på øen i 40 år siden hun var omkring 10 år. Dengang levede de af at fange fisk og sejle i en primitiv kano de 50 km til den nærmeste atol med et marked. Når der var blæsevejr kunne de ikke sejle afsted og derfor kunne der ind imellem være flere måneder hvor de levede af de fisk og kokosnødder indtil de igen kunne sejle til en atol hvor de kunne bytte fisk til ris og andre madvarer. I dag er det lidt nemmere fordi de har en lille jolle med en påhængsmotor, men de er fortsat meget afhængige af vejr og vind.
Deres tre børn er flyttet fra øen til Tahiti for at gå i skole og Emanuella syntes at det er ensomt derude og drømmer om at flytte til Fakarava eller en anden atol hvor livet er lidt nemmere, men hendes mand vil gerne blive. Derfor er hun også glad for at der kommer sejlere forbi og der er ingen tvivl om at hendes store gæstfrihed også handler om godt selskab.
Som besøgende er Tuamotu atollerne meget eksotiske med de smukke laguner, fisk, palmer, hvide koral strande og varmt vejr, men for lokalbefolkningen er øerne også barske og til tider kan det være et hårdt og ensomt liv. Der er en stor kontrast mellem de smukke hoteller der er bygget ud i vandet på fx Bora Bora, som vi senere skal besøge, og så det virkelige liv for en lokal familie på Toau, men som sejlende er det absolut mest interessant at komme herud hvor kun få kommer og de lokale har en virkelig interesse i de besøgende. [Image] [Image] [Image] [Image] [Image] [Image] [Image] [Image]