Højland, by og jungle i Sydamerika – et sansebombardement
Sydamerika har for mig stået som et af højdepunkterne ved vores tur. Der er en særlig mystik over kontinentet med de mange forskellige indianerkulturer, blandet med katolsk kolonialisme, en vildskab i landskaberne med Andesbjergene, der har vulkaner i så stor højde, at det vanskeliggør vulkanudbrud med lava. Lavaen kan simpelthen ikke presses de 5000-6000 højdemeter op, de fleste nordlige vulkaner måler, og som derfor må nøjes med at sprutte askeskyer i vejret – noget vi fik set mellem Arequipa og Colca i området, der meget passende ligger på ”Ring of Fire”.
Vildskaben ses ikke blot i de mange hundrede af vulkaner, de hyppige jordskælv, men også i de store jungleområder, der gennemskæres af Amazon floden, hvor guldgravere stadig forsøger lykken med deres store vaskefade, mens andre fisker med net stående direkte i floden. Traditionelle trækanoer er det foretrukne transportmiddel herude. Flotte vandfald sender kaskader af vand mange meter ned og tapirer, ildfluer, små aber, tukaner og Ara-papegøjer møder vi i deres naturlige habitat.
Altiplano – højsletten – er en stor kontrast, tørt og træfrit på grund af de 4000 højdemeter. Den strækker sig flere hundrede kilometer på ryggen af Andesbjergene gennem Ecuador, Peru, Bolivia og Chile og er ligeglad med hvor landegrænserne går, lægger den land til de mange lamaer, alpakaer og vinchuciaer og tager pusten fra én i mere en én forstand. Ikke blot mærkes den tynde bjergluft, men skønheden over farverne og klarheden i
himlen, der genspejles i de smukke søer, gør også indtryk.
Udover naturen, er der folket og byerne. Højlandsfolket, hyrder, der møjsommeligt driver deres flokke af lamaer og alpakaer og sælger deres smukt vævede og strikkede varer på markedet. Bønder, der pløjer, sår og høster ved håndkraft, enkeltafgrøder på bittesmå jordlodder, i terrasserer der klynger sig til bjergskråningerne.
Rige bønder der har adgang til plov og trækdyr ses i lavlandet.
De ældgamle ritualer, med ofringer, holdes i live, side om side med den kristne kirke. Dog virker det til at Patcha Mama har overtaget i forhold til Jesus heroppe. Det siges at det ikke kun er lamaer og alpakaer der ofres i bjergene, der nær Arequipa har lagt toppe til flere barneofringer i Inkaernes tid. Ofre, der er fundet i isen, gennem de sidste 30 år. Naturligvis ofrer de ikke længere menneskebørn, men hvisker guiden, ufødte børn ofres nogle steder, dog ikke her hvor han kommer, andre steder.
Cusco, det gamle Inkariges hovedstad, står med et væld af katolske kirker, bugnende af det guld de stjal fra indianerne, bygget over på ruinerne af inkatemplerne. Her er naturligvis en stor smuk Plaza de Armas som i enhver by. Her er den meget stor, med de klassiske blomsterbede og springvandet i midten. Der ligger ikke blot en kirke direkte ud til pladsen, men hele to.
Al dette er meget smukt, men går man længere gennem byen, viser et andet forfaldent byggeri sig. Bliktage, der er faldet halvt sammen over tarvelige murstensbygninger, der ikke har vinduer, men blot jerngitre for åbningerne. Stemmer og barnegråd afslører, at det ikke blot er opbevaringsrum eller andet, men at det faktisk er hjem for familier. På fortovene færdes der mange mennesker, så mange, at man tit må hoppe ud i gaden for at komme frem. Her kører biler og busser i et virvar og der dyttes ivrigt. Dyt kan både betyde ”pas på” og ”værs´go at gå” hvilket kan lyde lidt forvirrende, men fungerer fint i praksis.
Overalt sidder der folk med små boder. Indianerkvinder i farverige dragter og den obligatoriske hat der men dens udformning viser hvilken stamme hun tilhører. Tidligere blev hovedet presset i form, f.eks. fladt baghoved og højt og smalt kranie, men den skik er heldigvis afløst af hattene.
Der sælges alskens grøntsager, herunder kartofler naturligvis, eftersom der dyrkes mere end 2600 forskellige sorter i landet og det er en vigtig ingrediens i både frokost og middagsmåltidet. Typisk udbyder den enkelt bonde kun en slags frugt eller grøntsag og der er gerne 3-4 sælgere af den samme afgrøde på samme sted. F.eks. er der en hel gade hvor de 20 selvstændige sælgere alle udbyder enten bananer eller avokado. Ofte har de et lille barn bundet på ryggen svøbt i indiansk vævet tæppe, der således må holde ud fra tidlig morgen til dagen slutter ved 22-tiden.
I en anden gade holder slagterne til. Her er stanken næsten ulidelig og kvalmen sikker, når vi kæmper os forbi stakke af døde kyllinger, der ligger plukkede med strikkende hønsefødder i en dynge på et stykke plastik på jorden.
Forenden af gaden, i et kryds, ligger dynger af skrald og kasserede varer, hvor hunde og mennesker går side og side og roder for at finde noget at spise. Der er hunde overalt i Sydamerika hvor der er mennesker og trods larmen fra dem, er det godt, da de sikkert er årsag til at vi ikke har set rotter. Mange er dog i en elendig forfatning, møgbeskidte med tottet pels og tynde, men ingen har råd eller lyst til at betale for at de ikke formerer sig, hvad de så så gør i alt for stort omfang.
For ungerne er det alt sammen meget anderledes og vi er konstant på vagt. Vi forstår meget lidt spansk og taler hverken det eller Quechua, det indianske sprog, der også er udbredt. Vi har bedt dem være opmærksomme på, ikke at ligne hjælpeløse rige turister, men rigtig mange steder er vi de eneste turister og absolut de eneste med børn, da lyshårede. Langt de fleste er jo ikke kriminelle, men i lande med så megen fattigdom, er man nødt til at passe lidt på. Vi må også overveje hvert sted vi spiser, for at sikre at vi ikke blive syge af maden og netop som vi har fundet en restaurant, hvor hygiejnen ser ok ud og der er noget i kan lide, dukker der en hel hønsefod op i suppen. Det tager altså toppen af appetitten.
Vi oplever også venlighed og imødekommenhed, f.eks. hos frisøren, der klipper os efter vores ubehjælpelige instruktioner. Og, nysgerrighed på vores hjemland, fra den engelsktalende vært på vores hostel. Hun vil gerne vide om det er rigtigt at vi har maskiner der kan klare opvasken. Noget hun godt kunne bruge med den megen service der bruges på stedet. Det er mærkeligt, at få sådant et spørgsmål i en af de største byer i landet, men et godt billede på at arbejdskraften her er meget billig og at de forholdsvis få goder, er meget ulige fordelt i denne verdensdel.
