Til G20 topmøde i Buenos Aires

Vi lander i Buenos Aires efter en fantastisk tur i Brasilien hvor vi har set en masse smuk natur og dyr. Og Buenos Aires er en stor kontrast, ikke mindste fordi byen er helt på den anden ende fordi der skal holdes G20 topmøde.  Vi har timet vores ankomst til Buenos Aires således at vi ankommer lige før alle regeringscheferne og flyver lige efter at de har forladt byen og det betyder at vi kan følge hele topmødet fra nærmeste hold i en hotellejlighed i det centrale Buenos Aires.

Faktisk bor vi så centralt, at vi kan se demonstrationerne fra vores vindue og personalet på hotellet er lidt i tvivl om hvorvidt vi kan forlade bygningen, de to dage hvor topmødet er på sit højeste og fortæller samtidig at de ikke kan servere morgenmad og gøre rent de to dage da personalet ikke kan komme ind til centrum. Heldigvis er det en stor lejlighed vi har og der er et lille køkken, så vi forsyner os med mad og fornødenheder til at væres spæret inde i 2 dage.

Dagen før topmødet støder vi ind i de første demonstrationer, der bærer et slogan om at “magten skal til arbejderne”. Det er faktisk også det der er det generelle tema for alle demonstrationerne. Det er primært arbejderne og de lavere stillede der demonstrerer fordi de ikke mener at velfærden er ligeligt fordelt og fordi de ikke mener at G20 løser nogle reelle problemer for Argentina, men derimod koster landet en masse penge. Efter at vi har set konklusionerne fra G20 må vi konstatere er der i hvert tilfælde er noget om at G20 ikke har løst meget på dette konkrete topmøde.

Argentina er et land, der har store økonomiske problemer. Alene inflationen, der har været på 46% i 2018 er et stort tegn på en økonomi i problemer. Argentina har en stor gæld, som de har ophobet gennem mange års dårlig økonomisk styring af landet, og har ikke en vækst i økonomien, der kan trække nationen ud af problemerne. Derfor bærer nogle demonstranterne også rundt på bannere, der fortæller at det er de lande der har lånt Argentina penge der har skylden for at de lavere samfundslag ikke har penge. Regeringscheferne fra både USA, Kina, UK; Rusland og andre får et skud med på borgen.

Det var interessant at følge topmødet fra centrum af byen. Ud over at følge med i det spanske TV og diverse internationale medier over internettet var vi ude og spadsere i gaderne. Det var en speciel oplevelse – både fordi der var fyldt med demonstranter, politi og militær og fordi der derudover var meget få biler og næsten ingen mennesker som ikke var involveret i G20 topmødet. Alle i byen havde fået en ekstra fridag og var blevet bedt om at forlade byen.

Læs også Malthes og Nicolais rapporttage fra G20 topmødet.

Fra Buenos Aires går turen videre til Patagonien, hvor vi skal på tur i en 4wd med telt og sovepose i Bariloche området i Argentina og Los Lagos området i Chile.

 

Hvad kom der ud af G20 topmødet?

G20 topmøde

Author: Per Thau