Peru er en smeltedigel af indtryk og er på mange måder et sammensat land – et mix af de oprindelige inkaer og folk fra Spanien, et mix af moderne Lima og et gammeldags mine- og landbrugsland, et mix af kommunistisk fortid og moderne kapitalisme i en meget uformel økonomi.

Vi ankom i fly til Lima den 17. oktober 2018 fra Ecuador og når man flyver ind over bjergene, er det svært at se forskel på de to lande, men da vi lander i Lima, mærker vi tydeligt at vi er kommet til et land, der på nogle områder er længere fremme. Til forskel fra Quito i Ecuador er Lima i Peru en langt mere moderne by fyldt med lysreklamer, fastfood restauranter og mere moderne butikker, men vi skal ikke langt uden for centrum før vi igen møder de primitive lerklinede huse, hyrden der passer sine lamaer og de primitive boder langs gaderne med frugt & grønt, kød og de små betjente kolonial butikker, der har de mest nødvendige ting som ris, pasta og konserves på samme måde, som vi handlede i Danmark tilbage i starten af det 20 århundrede.

Det er store kontraster. Vi besøger den danske Konsul i Peru, som også er advokat, og han fortæller om både det moderne samfund og de store kontraster i landet, om historien og om nutiden og så får vi en masse gode anbefalinger og råd med på vores rejse. Det var et spændende besøg og vi vil gerne sige tak til Jose Antonio for gæstfriheden.

Befolkningen i Peru er et mix af det oprindelige folk og europæere, der kom fra Spanien i det 16. århundrede og det ser man tydeligt, når man går i gaderne. Nogle mennesker er høje og mere hvide i huden, mens andre er mindre og mørkere i huden, og så er der alle dem der er en god blanding. Alle vi møder har en opfattelse af, hvor meget de stammer fra det oprindelige folk og hvor meget europæisk blod de har i sig, men der virker ikke til at være nogen stor diskrimination mellem befolkningsgrupperne uanset at de oprindelige folk udgør langt størstedelen af de fattige bønder, der lever i højlandet. Det virker til at alle lever side om side og det er nok fordi Spaniernes indtog i Peru tog udgangspunkt i at vinde de lokales tillid nærmere end at bekrige dem.

 

 

Fra Lima tager vi til Arequipa i syd, som er Peru’s næststørste by og ligger ved foden af Misti vulkanen, som er 5.822 m høj. Byen kaldes også for den hvide by. Oprindeligt var det fordi byen kun var for hvide europæere, men senere har man ændret forklaringen til at det er pga. de mange hvide bygninger i den gamle bydel.

En af de meget interessante bygninger i den gamle bydel er det gamle nonnekloster, Santa Catelina, som igennem århundrede har huset nonner, der har viet deres liv til at bede til gud. Oprindeligt var der ikke noget valg for den pige, der blev født som nummer 2 i familien. Traditionen tilsagde at hun skulle gå i kloster og tilsvarende skulle den anden fødte søn uddannes til præst. Det blev der heldigvis ændret på for nogle årtier siden, så alle der nu bebor klosteret (ca 20 nonner) udelukkende gør det efter eget ønske og de kan forlade klosteret igen, hvis de skulle ønske det.

I Arequipa møder vi for første gang Peruvianernes trang til at feste i gaderne, i en årlig begivenhed hvor der danses, spilles musik og fyres festfyrværkeri af.

For os er Arequipa udgangspunkt for en tur til Colca Canyon, som er verdens dybeste kløft. I modsætning til Grand Canyon, som er bred i bunden og nærmest U-formet, er Colca Canyon meget smal nede i bunden og er nærmere V-formet. Vores tur byder bl.a. på en tur gennem bjergene, hvor vi kommer op i 4.910 meters højde og ser aktive vulkaner, en mountainbiketur, hvor vi ser kondorer  og en vandring de 1.400 højdemeter fra Cobanaconde til bunden af Ccolca Canyon. Det er en stor oplevelse, som I kan læse mere om i Malthes artikel om Colca Canyon.

 

 

 

Fra Colca Canyon kører vi igennem højlandet i 4.000 – 4.900 meters højde til Cusco, hvor vi for alvor møder det oprindelige folk i bjergene. Det er interessant at se, hvordan de lever, som vi gjorde i Danmark for mere end 100 år siden. Husene er lavet af ler og sten fra bjergene, der er ingen rindende vand eller elektricitet endsige kloakering og landbruget udgøres af lamahyrder og folk der plover med okser. Om lørdagen går de ind til markedet med en bylt på ryggen og sælger deres afgrøder, uld og strikketøj og køber ris, pasta og andre fornødenheder, som de ikke selv kan frembringe ude i bjergene. Det er virkeligt primitivt. Ja, man ser en traktor i ny og næ og nogle har også en solcelle, der kan lade en mobiltelefon og give lidt lys, men der er langt imellem.

Peru var ,før Spaniernes indtog, hjemsted for mange forskellige kulturer, men blev i det 15. århundrede samlet under Inkariget, som rakte fra Columbia til midten af Chile. Det var et imponerende og relativt sofistikeret rige, der blev skabt på 100 år og som byggede på troen på Pacha Mama (moder jord) og solguden og som opnåede velstand gennem landbrug med brug af teknikker med terrasser og kunstvanding, lamaer og fiskeri.

Man havde ikke nogen møntfod og samfundet byggede på gensidighed, fordeling og byttehandel. På mange områder er det som om tiden har stået stille i bjergene siden dengang. Mange af menneskerne i bjergene taler Quechua, der er det gamle Inkasprog, som fortsat bliver talt i både Ecuador, Peru, Boliva og Chile.

I Cusco møder vi for alvor historien om det gamle inkarige. Cusco, der ligger omkranset af bjerge, var hovedstaden i det store Inkarige og det var her Inkakongen boede og regerede. Cusco var og er også i dag udgangspunktet for “Camino del Inca”, som var den hellige vandring fra Cusco til Machu Picchu, der var et sted hvor de kongelige og adelige hvilede og tilbad Pacha Mama. Inkaerne nåede at opbygge et omfattende samfund i et stort område, men da spaniolerne kom ,var der fortsat mange subkulturer og de var ikke alle særligt enige med Inkaen. Derfor kunne Spaniolerne også indtage Peru med relativt få mennesker. De havde også fordel af at have skydevåben og heste, begge dele ting, som indianerne aldrig havde set før. De søgte støtter hos de stammer og befolkningsgrupper, der var største modstandere af Inkastyret og gav våben og magt til dem, giftede sig med deres prinsesser og ad den vej kunne de hurtigt indtage Peru og Inkariget.

Fra Cusco tog vi afsted på en 4 dages vandring på “Camino del Inca” til Machu Picchu igennem et mangfoldigt landskab fra regnskov til blæsende golde tinder over 4.200 meters højde. Du kan læse mere om vores vandring i Oscars artikel og Machu Picchu i Nicolais artikel .

Fra Cusco går turen videre til Puno i 4.000 meters højde ved Titicaca søen. Vi har efterhånden vænnet os til højderne efter at have været i Altiplano i mange uger, men luften er fortsat tynd i i 4.000 m’s højde og vi taber hurtigt pusten, når vi løber op ad trapperne. På vores Machu Picchu tur oplevede vi en stærk mand der, der måtte bæres 13 timer ned af bjerget fordi han fik vand i lungerne pga. den tynde luft, så det er ikke bare for sjov når de siger at man skal tage det, roligt når man er højt oppe. Men for os er 4.000 m efterhånden hverdag. Vi har været over 3.000 m i flere uger og har været oppe i næsten 5 km højde undervejs, så Titicaca søen giver os ikke nogen udfordringer og er bare endnu en god forberedelse til at vi i Bolivia atter skal op i 5.000 m højde. Vi har lidt drøftelser i familien om vi ikke skal bestige en 6 km høj vulkan, men der er ikke andre mig, der syntes at det er en rigtig god ide, så den oplevelse bliver gemt til en anden god gang.

I Puno ved Titicaca-søen oplever vi den årlige festival, hvor de fejrer Inka kongen der står op af søen. Det er en kæmpe festival, hvor langt de fleste af byens borgere deltager og få af dem ser på.

Det er en folkefest af dans, optog og et kæmpe skuespil på byens stadion, hvor de fortæller historien om Inka-kongen, der står op af søen og fejrer ham.

Det er en stor oplevelse, og eftersom der er meget få turister i byen og specielt ikke nogen med lyst hår som drengene, så er det også en stor oplevelse for de lokale, at være til festival med os – nogle af dem studerer os mere end festivalen og specielt Malthe med det lyseste hår.

 

Ved Titicaca-søen tager vi på en bådtur ud og besøger Uro-folket, der lever på Siv-øer ude i søen. Folket herude er kommet fra andre områder af Peru og da de mødte nogle krigeriske folk, som også ville have landområderne flygtede de ud på søen, hvor de lever af fiskeri. Det gør de så fortsat i dag, dog suppleret med indtægter fra rejsende som os, der kommer og besøger dem.

Øerne er lavet af siv og beboerne bor i primitive siv-hytter, har senge af siv, stole af siv og spiser siv.

 

 

 

 

 

Fra siv-folket tager vi videre ud til Amantani-øen midt i Titicaca søen, hvor vi overnatter ved en lokal familie i lerhuse med brændekomfur og uden rindende vand. Det var en fin oplevelse og om aftenen er vi med i det lokale forsamlingshus. Vi har lånt nogle lokale klæder og er med til at danse til de folkelige toner fra de lokale musikere.

Næste dag besøger vi Taquile-øen, som er på Verdensarvslisten for deres meget fine og detaljerede strikning, som mændene øver sig i fra barns ben og som de bl.a. udfører mens de går.

Peru har været en super dejlig oplevelse af natur og kultur og på mange områder en rejse i tiden, hvor vi har oplevet hvordan et samfund fungerer, når den største indtægt fortsat er baseret på minedrift og salg af bananer og andre afgrøder. Oscar og jeg talte en del om hvordan man kunne lave en god forretning i Peru, men det er ikke helt nemt at organisere sig i landet.

Størstedelen af økonomien er nemlig baseret på en uformel sort økonomi, hvor der ikke er ansatte og hvor der ikke betales skat. Da vi besøgte konsulen af Ecuador i Lima fortalte han at det kun er 15% af befolkningen og virksomhederne, der rent faktisk betaler skat – resten er under radaren og det er et stort problem for samfundet. Kombinationen af den store uformelle økonomi og den meget høje grad af korruption er nok de to største barrierer for at Peru løfter sin økonomi ind i næste gear.

Som en del af sit skolearbejde interviewede Nicolai nogle Peruvianske børn om deres drømme og femtidsønsker. Det var en sjov og god oplevelse, og overraskende nok var deres drømme ikke så meget anderledes – læs den her på bloggen.

Fra Peru går turen videre ind i Bolivia, som på mange områder deler den ældre historie om Inka’er og spansk overtagelse, men som har udviklet sig væsentligt anderledes de sidste 100 år og i dag har et BNP pr. indbygger der er halvdelen af Peru og 20 gange mindre end Danmark.

Det er nok også det land med mindst sikkerhed, som vi skal besøge, så det bliver spændende at opleve om det er lige så eksplosivt som Peru’s vulkaner.