For et par måneder tilbage blev der for første gang talt, om at man jo må køre bil i USA fra man er 16. Det kræver dog stadig at man har kørekort, men ved lige at se bort fra det, opstod ideen om at Nicolai og jeg måske kunne få lov at køre bil et sted ude på en ranch i Texas.
Nu er vi så her på Wildcatter Ranch i Texas, og overaskende nok er det min mor, der kommer i tanke om ideen. Knap så overaskende er der stor opbakning og begejstring fra både Nicolai og jeg. Inden længe bliver det besluttet, at vi nok godt kan få lov at få et par køretimer fra mor og far på ranchens mange grusveje.
Jeg er først til at prøve. Vi har fundet et lige stykke vej, og jeg er blevet forklaret, hvordan man skifter på automatgearene. Første step er at sætte den i drive og slippe bremsen, sådan at bilen langsomt begynder at køre fremad. Det går ikke specielt stærkt, men følesen af at få lov at styre er helt fantastisk, og det er med stor begejstring at jeg får lov til at trykke lidt på speederen. Nu kører vi mod mit første sving, min første bakke og så vender jeg for første gang bilen. Det er super sjovt, og der bliver begejstret snakket; kommer den artikel jeg skriver til at hedde, ”Min første køretur” eller ”Sådan endte vi i en grøft”.
Så er det Nicolais tur. Sædet bliver justeret, og han kører flot tilbage af den samme vej, som jeg kørte. Støvet suser op bag bilen fra grusvejene, og Nicolai har lige en ekstra udfordring, da den bagende sol som jeg havde i nakken, står lige ned i hovdet på ham, men det er hurtigt fikset med solskærmen, og han kommer fint gennem ruten.
Næste udfordring er at dreje mellem smalle forhindringer, hvilket hurtigt bliver spændende, når bilen lige kommer lidt for tæt på den gamle trailer, eller når Nicolai ikke helt forstår hvad far mener når han siger, ”Tryk på bremsen; Nicolai tryk på bremsen; bremsen Nicolai, den skal helt ned”. På trods af at dem på bagsæddet lige bliver lidt nervøse et par gange, så går alt fint, og inden længe både bakker vi og øver parkering. Her viser det sig at vi i modsætning til vores far, finder bakkameraet ret hjælpsomt og sidespejlene svære at bruge, men vi har jo i virkeligheden også lært at køre bil i videospil, som min far siger.
Nu er vi færdige for i dag, og jeg får lov at køre bilen op til vores hytte. På vejen derop bliver der snakket om, hvorvidt vi kan prøve igen imorgen, hvilket vi nok godt kan. Det glæder jeg mig helt vildt til, og jeg håber bare at vores næste artikel heller ikke kommer til at hedde, ”Sådan endte vi i en grøft”.
