Det er nu sidste fulde dag på Seychellerne og jeg har efterhånden vænnet mig til lyden af de eksotiske kurrende miniduer, brændingen af bølgerne, den evige susen i palmetræerne, suppleret af en hane eller to der tilsyneladende ikke har noget mønster i, hvornår de finder det nødvendigt til at markere deres flok ved en højlydt galen.
Her i Victoria på hovedøen Mahe, kan dæmpede lyde af biler og musik også høres i glimt, men fuglekvidder er nu stadig det dominerende.
Vi har en skøn tid her og især øen Praslin, er vi blevet glade for og ser som et sted hvor vi sagtens kunne bo i længere tid. Praslin har sit eget rolige tempo, men modsat de varme lande med fantastiske strandstrande jeg tidligere har besøgt, er befolkningen her meget veluddannet, imødekommende, ærlige og hjælpsomme uden at være påtrængende. Den afrikanske folkesjæl træder tydeligt frem; der er ikke spor af Asiens underdanighed; vi er ligemænd.
Ved den lille by langs bugten, hvor vi bor får vi indtryk af et lokalsamfund, hvor alle kender hinanden og gerne hjælper hinanden. Det gælder også os og det virker som at dykkercenteret hvor vi dykker fra, gør os til en del af flokken. Det er en fransk dame, der har stedet – en venlig kvinde der udstråler ro, professionalisme og en tilsyneladende uendelig tålmodighed med de mange spørgsmål Per gerne vil have svar på inden vores første familiedyk. Jeg tænker hun tidligere har mødt andre nye dykkere, der vil sikre sine børn og sig selv. Senere finder vi ud af at hun har haft sin butik på stedet der i mere end 25 år og ikke længere har tal på sine mange dyk.
I den store flok af ansatte der er en rigtig god stemning. Vores første divemaster hedder Christof og han kommer til at følge Nicolai og Malthe på alle deres dyk. Han har over 5000 dyk bag sig i dette område, efter 8 år med ca. 700 dyk om året. Vi genkender ham som skipper på den båd der tidligere på ugen sejlede os sikkert gennem de 2-3 meter høje bølger til og fra øen La Digue. Da vi møder han dagen efter udflugten første dag i dykkercenteret fortæller han os at den anden båd kæntrede på samme tur der og to børn druknede. Han deltog i redningsarbejde, men de var ikke til at genoplive. Det får Per og jeg til at love hinanden og vi fremover ser stort på de kulturelle normer om at redningsvestene ligger nedpakket under bænkene. De skal på. Det simple budskab ”useless unless worn” som der står på skiltet i Dignity står nu meget klart for os. Vi havde ikke veste på, trods de store bølger den åbne motorbåd kæmpede sig igennem og en skæv sø kunne have været skæbnesvanger og det kunne have været vores båd og os der blev sendt ned på bunden af Det Indiske Ocean.
Næste dag bliver vores beslutning på prøve. Vores andet dyk skal foregå omkring en ø, der ligger 10 minutters sejlads fra kysten. Per og jeg kigger på hinanden – det er nu vestene skal på. Udover vores familie er der et par og en fyr der sidder klar i våddragter med finner og maske ved siden. Vores unger protesterer kraftigt over at skulle have veste på og har alle argumenterne klar: De er gode svømmere, de har våddragter på der giver opdrift og varme, ingen af de andre tager veste på og selv besætningen griner uforstående af os. Det er op ad bakke, men til sidst kommer vestene frem og på. Remmene er i slidte og nogle af dem falder af da vi binder på. Det er tydeligt at de ikke efterses og ikke bruges. Vi er nederen forældre, men godt tilfredse med den nye stil. Vi trænger til at stramme lidt op her, efter 4 ugers sejlads i Middelhavet hvor vestene kun sjældent kom på. Det er noget helt andet end hvad vi har opdraget vores børn til gennem årsvis vestetvang på båd, bro og kaj i Danmark og Sverige. Varmen i Grækenland har gjort at vi først gav grønt lys for ingen vest i cockpittet og sidst var den kun på i hårdt vejr. Lidt af en glidebane. Oscar har det stadig i hukommelsen fra hans tidlige år, men Malthe forstår det vist ikke helt, men har jo næsten ligeså mange varme Middelhavssejladser i kroppen, som de køligere i danske og svenske farvande.
Øen La Digue har sin egen charme, hvor turister cykler rundt for at besøge de mange flotte strande, nationalparken med de kæmpestore landskildpadder, kokosnøddeskove og vanilieplantager.
Flere af strandene her har deres særkende. En af dem er, hvor understrømmen er så stærk at badning frarådes.
Vi beslutter os alligevel for at cykle derude for at opleve bølgerne og det viser sig at være en god beslutning. Bølgerne er fantastiske og meget lokkende. Vi står længe og betragter dem på afstand og iagttager de øvrige mennesker på stranden, hvoraf nogle forsigtigt tager sig en lille dukkert tæt ved bredden.
Vi er enige om at nogle af dem er overmodige, men at det måske også er ok at gå lidt ud i vandet. Måske bare så fødderne bliver overskyllet. 10 minutter efter har alle 4 hanskønsvæsner våde shorts. Men, ingen har været i vand dybere end 50 centimer.
Fra bølgeparadiset fortsætter vi op ad bjergskråning gennem kokosskove ad en snoet vej, der fører os forbi små huse med bananpalmer i haven, et lille microsavværket der laver planker ad hårdttræ og små interimistiske frugtbarer, hvor der sælges juice og cocktails fra haverne.
Vi er sultne efter badeturen og fortætter ind til øens hovedby med ca 300 indbyggere. Der er nu kommet gang i de mange madboder, hvor vi køber frokost fra. Det er et tilløbsstykke for ikke blot alle på La Digue, med også for alle dem på de omkringliggende øer. Der er kommet rigtig mange tilrejsende for netop at smage maden fra de lokales boder og for at deltage i festen og dansen, der allerede er i gang midt på dagen. Der er også mange små strandbarer og vi snupper en virgin mojito til lyden af Bob Marley der ofte spilles både fra små højttalere på cyklerne og andetsteds.
Anledningen til festlighederne er højdepunktet for kirkeåret, der markeres med en ceremoni i det frie, efterfulgt af en procession gennem skov og by. Undervejs bedes der bønner og synges. Vi var heldige at opleve det hele.
Vi fulgte blot lyden af klokkerne og musikken og fandt på den måde frem til det udendørs kirkerum. Senere samme aften kunne vi se begivenheden transmitteret i nyhederne på den Seychelliske tv-station.
