Jul i Los Angeles og Nytår i Hong kong

Det er ikke hvert år man får mulighed for at holde jul og nytår i 2 af verdens metropoler i hver sin ende af verden og med en tidsforskel på 16 timer imellem men det var to skønne stop på vejen imellem Sydamerika og Filippinerne og et dejligt afbræk fra rejse i fattige lande – på sin vis en lille ferie midt i vores opdagelsesrejse.

I de sidste 5½ måned har vi besøgt 5 kontinenter, 12 forskellige lande/stater, fløjet 25 gange, boet 58 forskellige steder, talt 7 forskellige sprog, spist alverdens forskellige madretter og i det hele taget oplevet rigtigt mange ting. Derfor havde vi også rigtigt meget frem til at holde juleferie fra vores opdagelsesrejse i civiliserede omgivelser i 2 lejede lejligheder i Los Angeles og Hong Kong med mulighed for selv at lave mad, en seng til hver mand og god internetforbindelse.

Det var en stor fornøjelse at komme til Los Angeles efter 3 måneder i Sydamerika. Pludseligt oplevede vi hvor let livet er når man lever i et samfund, hvor man forstår hvad de siger, kan gå ind i ét moderne supermarked og købe ind til et helt måltid eller få leveret den færdig med Uber Eats og hvor man ikke skal kæmpe for at få forbindelse til internettet. Især USA er meget nemt at rejse i og i modsætning til Afrika, Sydamerika og Asien er man ikke på forkant stemplet som turist når man bevæger sig rundt, så det blev rigtig juleferie. Vi havde også besluttet at vi ikke skulle ud og se en masse ting, at der var pause fra skole og lektier så vi kunne bruge de 10 dage på at fordøje vores oplevelser og nyde julen. Men det blev alligevel til et besøg i Universal Studios.

I Los Angeles havde vi lejet en lejlighed i centrum af Hollywood lige mellem Hollywood Boulevard og Sunset Boulevard gennem AirBnB hvor der var stue, køkken, 2 badeværelser, et soveværelse til Neel & jeg og et stort soveværelse til drengene med 3 senge. Her holdt vi jul med juletræ, pakker, bagning af småkager, Kalkun til julemiddag osv.

som I også kan læse om i Nicolais artikel.

Efter en dejlig jul i Los Angeles fløj vi 15½ time til Hong Kong og med 16 timers tidsforskel betød det at vi fløj den 27/12 om aftenen og landede den 29/12 om morgenen.

Hong Kong er et meget interessant besøg hvor vi oplever kombinationen af den vestlige verden og det Kinesiske herredømme. Byen bærer på den ene side præg af at have været en Britisk koloni i 150 år indtil Kineserne fik den tilbage i 1997 og på den anden side en Kinesisk storby med et sprudlende liv, mylder af mennesker, farverige markeder. Vi besøger bl.a. markedet hvor de sælger fisk og kød.

Hong Kong er en imponerende by med verdens højeste koncentration af høje bygninger og mennesker. Der er 9.000 højhuse, hvoraf mere end 1500 er over 100 m, 350 over 150 m høje og den højeste 484 m. Med en befolkningstæthed på 6.706 indbyggere pr. km2 er der mange flere folk i gaderne end i Danmark hvor den er 135 indbyggere pr km2. Bygningerne står så tæt at der kun lige er plads til gaderne og der er bygget gangbroer i anden etage for at få plads til de mange mennesker.

Den store befolkningstæthed gør også at priserne er steget meget kraftigt over mange år og Hong Kong er i dag meget meget dyr at bo i. Vi lejde en meget lille AirBnB lejlighed i et faldefærdigt højhus i centrum af byen og måtte betale 13.000,- DKK for 4 nætter. Ja det var nytår, men alligevel! Maden er dyr, tøjet er dyrt, alt er bare dyrt i byen. 1 L mælk, 20 kr., en agurk 25 kr., et æble, 10 kr., en pose kaffe 116,- DKK (Se billede, 1 HKD = 0,83 dkk). Made in Hong Kong er absolut ikke nogen bargin mere. De høje priser presser også mange i Hong Kong, hvor der på den ene side er verdens største koncentration af milliardærer og samtidig en stor kamp for overlevelse blandt den almindelige befolkning.

Politisk er byen også en smeltedigel, der er kæmper med spændingerne mellem at have et separat styre fra Kina, men samtidig være underlagt en styrende hånd fra Beijings. Nytårsaftensdag ser vi da også en demonstration gå rundt i gaderne med et budskab om at Beijing skal lade Hong Være i fred og på nogle skilte står der ønsker om at komme tilbage til Britisk kolonistyre.

Vi holder nytår i Hong Kong og den helt store begivenhed er nedtællingen til årsskiftet, hvor der er et kæmpe festfyrværkeri ud over Victoria habour. Sammen med en million andre mennesker stimler vi ned til havnen for at se festlighederne kl. 2400. Det var en stor oplevelse at se.

Ud over at opleve byens pulserende liv og nytåret blev det også til en Tai Chi session, et besøg på et tempel, en udflugt til et bjerg med udsigt over byen og en tur op i den højeste bygning i 484 meters højde.

Alt i alt et dejligt sted at holde nytår. Herfra går turen videre til Filippinerne hvor vi er i skrivende stund.

Author: Per Thau