For mig er livet i Hareskovby Danmark det jeg kender allerbedst. I hverdagene står man op, går i skole, efter skole er man sammen med sine venner, tager til sport eller cykler hjem og slapper af eller laver lektier. Forældre har biler, børn har cykler, forældrene kører på arbejde og børnene de cykler i skole.
Når man er ude at rejse oplever man, at sådan er det ikke alle steder. I New York tager folk enten metroen på arbejde eller deres smarte elløbehjul. Man ser ikke mange børn og unge, og når man gør er de stort set altid ledsaget af en voksen.
På Seychellernes mindre øer som Praslin eller La Dique er arbejde ikke altid det samme som her i Danmark; man kan sælge kokosnødder plukket fra offentlige palmer på gaden, man kan være dykkerinstruktør ved stranden sammen med sine gode venner, eller man kan vælge at være taxichauffør den ene måned og tjener den anden.
Når man ser alle mulige forskellige måder at leve på, kan man hurtigt blive i tvivl om, hvem der har fat i den lange ende; er det os danskere, amerikanerne der anskaffer sig alle former for luksus og underholdning som fx daglig mad leveret til døren, uendelig mange tv-shows og store biler, eller er det de afslappede indbyggere på Seychellerne, som har stor rigdom i form af tun licenser, men prioterer frihed og afslapning over store biler og huse.
Jeg må indrømme ,at på trods af det rare ved ikke selv at skulle lave mad og ved at man i de store Walmarts kan købe alt hvad man skal bruge fra et sted, så føler jeg mig mere inspireret og tiltrukket af den Seychelske levemåde. Selvom at vi i Danmark går meget op i frihed, så mener jeg at vi kan lære meget af den måde de på Seychellerne tænker frihed, det er noget helt andet. Ikke frihed til at købe hvad man vil, men frihed til at lave hvad man vil.
Det er noget af det som for mig gør det spændende at rejse. Det med at se nye opfindelser, levemåder og idéer, som man kan lade sig inspirere af.
En af de ting vi har set indtil nu hvor jeg har tænkt wow sådan en burde vi også bygge, er en flyvende gummibåd. Første gang jeg har set noget lignende, var da vi var i Grækenland for et par måneder siden, hvor vi så et par motoriserede paraglidere. Nogen havede bygget en slags kørestol med en stor propel bagpå, hvorefter de havde spændt den til en paraglider.
Vi så den flyve op fra bag nogle siv omkring 1 km fra os, den steg med en så hurtig fart fra et tilsyneladende fladt område at vi måtte gå ud fra at der var motor på, og der gik ikke længe før at vi kunne høre lyden fra den lille motor da den fløj over os.
Vi sad lidt og kiggede på den mens den fløj op over et højt bjerg et par kilometer væk, mens vi snakkede om hvor sjovt det kunne være at bygge sådan en.
Så skete det her for en uge siden, at vi så en lignende konstruktion flyve over os på stranden ved Clearwater Beach; en flyvende gummibåd. Båden landede på vandet kun få hundrede meter fra os, og få sekunder senere letede den igen.
Wow sådan en kunne vi da godt have nede ved Furesøen, eller søen ved fodboldbanerne, måske ude ved mormor og morfar; sikke en idé, det er altid spændende at får inspiration fra rundtomkring i verden.