En af de ting jeg har set mest frem til at skulle i Australien, er at surfe. Vi har flere gange på vores tur været steder hvor der var surfmuligheder, og jeg har hintet lidt til om vi ikke lige skulle prøve en tur, men nej vi skulle vente til Australien.

Vi er nu i Sydney, hvor vi har lejet et stort hus, som vi deler med Mette og Klaus (moster og onkel). Her har vi nu været i en dag, som gik med at tage en lille gåtur, se fiskemarkedet og at nyde det lejede hus. I dag er planen at se Operahuset og tage færgen ud til Manly Beach for at få vores første surflektion.

Turen ender med at tage lidt længere end forventet, og da vi endelig er ved Manly, er det efterhånden blevet eftermiddag, og det er for sent til at surfskolerne starter flere lektioner. Vi beslutter at det med at surfe kan vi nok godt lære selv, Mette og Klaus er øvede begyndere og kan forklare os lidt, så vi lejer fire boards ved en biks på stranden(mor bliver oppe).

Det board jeg har lejet er et stort softboard, som er godt til begyndere, da det har stor volumen og derfor er lettere at holde balancen på. Jeg tager foot-strappen på, boardet under armen og løber ud i bølgerne. Jeg starter med at ligge mig på brættet, og padle som Mette har forklaret. Mit mål er den bagerste bølge hvor jeg kan se de andre surfere ligge, det må være det rigtige sted. Bølgerne er omkring en meter høje og knækker forholdsvist langsomt, hvorefter de bliver til brusende hvidt skum der fortsætter med en hvis kraft ind mod stranden.
Selve det at komme ud til den bagerste bølge viser sig at være lidt af en udfordring, da man skal time sin fart korrekt for ikke at få bølgerne lige i hovedet når de knækker, hvilket ofte skyller én et par meter tilbage.

Efter omkring fem minutter er jeg kommet ud bagved hvor de andre surfere ligger, og der er en ubrækket bølge på vej mod mig. Jeg vender mig om og begynder og padle. Min timing er ikke helt perfekt, så bølgen når lige at knække inden den remmer mig. Dog lykkes det mig til min overraskelse at holde fast, og efter et par sekunder stiller jeg mig op på brættet. Jeg gør det ikke helt som man bør, men bruger knæet til støtte, da det virker lidt lettere. Bølgen er god og stående lykkes det mig at tage en lang tur helt ind til 10 meter før stranden. Det føltes super fedt, og pga boardets størelse er det forholdvist let at holde balancen, mens man med overaskende fart surfer af sted. Til sidst dør bølgen ud og jeg kan mærke farten falde; to sekunder efter gør jeg det samme.

Det viser sig at jeg faktisk bare var begynderheldig, for i løbet af den næste halve time fanger jeg kun en enkelt bølge, hvor jeg når op at stå. Det er tilsyndeladende afgørende hvor langt fremme man ligger på sit bræt, for når jeg kommer for langt frem, vælter bølgen mig af.
De andre ligger længere inde, hvor bølgen er mindre, og efter et par ture i ”vaskemaskinen”, beslutter jeg mig for at det nok er en god idé at øve sig i de mindre bølger. Når man ryger i ”vaskemaskinen”, vil det sig at man falder af lige der hvor bølgen knækker, hvilket resulterer i at man bliver trykket ned under vandet hvor bølgen er allerkraftigst, her får man så, afhængig af bølgens størrelse, en ordentlig rundtur ligesom hvis man sad i en tørretumbler.

Inde ved de små bølger er det nemmere, og jeg får en masse gode ture.

Det er præcist lige så sjovt at surfe som jeg har regnet med, og da vi går hjem glæder jeg mig til næste gang vi skal afsted.

Næste gang viser sig at være når vi skal mødes med vores australske familie. Tony er min mormors kusines søn, og han bor ikke særligt langt fra vandet. Han har surfet næsten hele sit liv, og vi har aftalt at vi starter dagen med at låne hans boards og tage en surftur ved stranden. Bølgerne her er dobbelt så store som dem ved Manly; de største op til 2 meter.

Denne gang starter jeg ved det mindste break, som ser ud til at være super godt, med gode rullende bølger. Tony’s boards er meget mindre end de andre vi prøvede og jeg kan tydeligt mærke hvordan det er sværere at holde balancen. Størrelsen på bølgerne her gør at man får super meget fart på, hvilket gør det både sjovere og sværere; man får et lille sug i maven af farten, men man skal være klar til at dreje for ikke at komme for langt frem på bølgen.

Efter hånden som jeg bliver bedre vil jeg gerne lidt længere ud, så jeg kan fange bølgen helt fra starten. Det var svært at komme ud forbi brækket ved Manly, men her virker det umuligt. Jeg bruger på et tidspunkt 20 minutter i træk på at skiftevis, padle og blive skyllet tilbage igen af store bølger, uden at komme nogen vejene. Det er både frustrerende og udmattende, så jeg padler ind til stranden for at holde en kort pause og tale med de andre.
Min far mener at den bedste strategi er bare at give den fuld gas på én gang til man er forbi, hvor man så kan slappe af. Det viser sig at være et meget godt råd, og da jeg fem minutter efter padler ud lykkes det mig med ømme skulder muskler at komme forbi bølgen. Ude bag ved er bølgerne både større og bedre og jeg for en masse gode ture.

Efter Sydney flyver vi til Brisbane hvor vi har lejet et motorhome. Mette og Klaus har lejet deres motorhome fra Sydney, og er først oppe ved os om et par dage. Vi har ikke specielt lyst til at køre meget omkring, så vi slår os ned i en motorhomepark ved Coolum Beach. Her går vi op i den lokale surfbutik, og snakker om hvilke surfboards vi bør have. Vi ender med at købe 4 stks brugt af ekspedienten, som har en masse brugte boards derhjemme.

Bølgerne ved Coolum Beach er store og dårlige. De bliver omkring to meter høje og knækker super kraftigt, pludseligt og uregelmæssigt, men vi bliver nødt til at prøve vores nye boards. Vi går ned til til livredderne, som forklarer lidt om hvordan vi bedst undgår at blive hevet til havs af den kraftige strøm, og hvor der er bedst at surfe.

Forholdene ér virkelig dårlige. Den store mængde vand der kommer ind med bølgerne, skaber en kraftig understrøm der går sidelends med stranden, hvilket gør det hårdt at gå. Samtidig knækker bølgerne vildt, og hvis man ikke er hurtig til at vinkle sit board korrekt, bliver man væltet omkuld og får en tur i vaskemaskinen. Man skal virkelig kæmpe for det, men så kan det også godt lade sig gøre at fange nogle bølger i det man kalder white water. Dog er jeg efter kun en halv time så træt og frustreret af de hårde forhold, og af min footstrap der bliver ved med at vikle sig rundt om mit ben pga strømmen, at jeg slutter af for dagen og går op.

I løbet af de næste 5 dage bliver det heldigvis, bedre og sidestrømmen forsvinder næsten. Vi får surfet 2 gange 1 ½ time hver dag; en gang om morgnen og en gang om eftermidagen, sådan at vi undgår solen mest muligt. Vi bliver hurtigt bedre og tager også en enkelt lektion. Der tager instruktøren, som jeg har i en halv time, mig med ud bagved for at fange nogle greenwater bølger. Det er helt vildt svært at komme forbi bølgerne som er kæmpe og brækker pludseligt, men da vi er ude forbi er der forholdvist roligt, og jeg kan ligge og vente på en god bølge. Jeg når en enkelt god tur inden lektionen er ovre og vi skal ind igen.
Mette og Klaus ankommer også efter et par dage, og vi får chancen for at vise hvor gode vi er blevet til at surfe de vilde bølger.

De næste to uger kører vi rundt i motorhome til en masse gode surfsteder. Et af dem er Nusa hvor der er verdensmesterskaber. Her brækker bølgen langt og godt, og der er mega crowded, så jeg lærer hvordan man ligger på lineup og hvem der har rettigheden til bølgen. Vi tager også ud til Doubble Point, som man kun kan komme til i firhjulstræker, og man skal time det med tidevandet for at komme forbi nogen af passagerne. Første gang vi er derude er bølgerne fantastiske, og imodsætning til Nusa er det næsten kun os der er der. Derfor beslutter vi et par dage efter at tage derud igen, denne gang har vi ikke heldet med os. Undervejs punkterer vi, sådan at vi (primært far og Klaus) skal skifte dæk mens bilen holder i sand, hvilket ender med at tage en hel time. Da vi så endelig kommer videre finder vi ud af at tidevandet er for højt og at vi ikke kan komme ud til surfstedet. Mette, Klaus og jeg tager så en 40 min gå/padle tur ud til bølgerne, som så viser sig at være elendige den dag; øv bøv.

Nu er vi i en lejlighed i Alexandra Bay, hvor vi har surfmulighed kun 100 meter væk. Det er super skønt og tiden er sat af til, surf, afslapning og lektier. Jeg glæder mig til at blive endnu bedre til at surfe og fange gode bølger.