Vi rejser med guide her i Kina og det giver en mulighed for at komme lidt tættere på kineserne. Vi har dog forskellige guides i de forskellige byer vi er, så det bliver ikke til så mange dage med samme guide, men alligevel får jeg nogle fine samtaler.
Her i Xian er det en kvindelig guide, der kalder sig Wendy, så vesterlændinge nemmere kan udtale hendes navn. Det er selvfølgelig kun når hun omgås ikke kinesere.
Jeg spørger ind til forskellige emner, så som abort, homoseksuelle, og religionsfrihed. Abortsspørgsmålet ser de ganske anderledes på end i USA og det første svar jeg får overrasker og chokerer mig så meget, at jeg går og tænker over det en dags tid, og så er jeg nødt til at spørge igen, for jeg må da have misforstået…men, nej.
I Kina er der ingen abortgrænse. Du bestemmer selv over din krop og som hun ser på det er det det bedste for alle. Det betyder at du kan ”abortere”/ få barnet fjernet helt indtil terminsdagen. Jeg konstaterer at barnet jo så er levedygtigt og vil være levende når de foretager det kirurgiske indgreb. Hun siger at de giver noget medicin inden, der ordner den del…
Hun forklarer mig også, at lægerne ofte tager en snak med kvinden, men at hvis kvinden eller parret ikke har råd til at brødføde barnet, så er en ”abort” bedre. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, men jeg fortæller hende om det barn der lige er overlevet med en fødselsvægt på 243 gr, men jeg skal jo ikke overbevise hende om noget og her i Kina er fattigdom, så håndgribeligt for nogen (33%) at der ikke bliver set skævt til dem der vælger at få et levedygtigt barn fjernet
I det hel taget har etbarnspolitikken (1980-2015) præget den generation der er født under den. De ser ingen grund til at få mere end et barn, det er jo sådan de selv er vokset op og søskenderelationer eller mangel på samme, virker ikke til at have nogen værdi eller relevans. Wendy forklarer at dels er det dyrt at have børn, hvert barn koster og desuden er der først pasningsmuligheder fra 3års alderen og selvom bedsteforældrene tager en stor del af slæbet, vil det betyde at forældrene og især moren vil være væk fra arbejdet alt for længe, hvis der kom et barn nr. 2. Desuden er jagten på materielle goder og velstand også udbredt og der er almindeligt at mene at ens lykke er gjort, hvis man har man mange penge, ikke mange børn, der faktisk godt kan stå i vejen for velstand.
Børneliv er også en anden historie og vi bliver bekræftet i den opfattelse vi har fået fra danske medier. Børnene går i skole fra 7.30 til 15.30 og nogen til kl18-kl19. Derefter er der ikke blot lektier, men også ekstra opgaver, da forældrene er ambitiøse. Børn i 12-14 år alderen forventes at sidde over bøgerne til kl23 og større børn (16-17 år) til kl. 01-02 om natten. Ingen fritid, ingen tid til leg. Weekenderne bliver også brugt på at dygtiggøre sig. I grundskolen bliver børnene ikke bedømt på hvor aktive og engagerede de er, men udelukkende på deres eksamensresultater. De bliver bragt og hentet af forældre eller bedsteforældre. Når de kommer på universitet, er de for første gang på egen hånd og det er der flere af dem, der ifølge vores guide, ikke kan håndtere og vælger at blive væk fra undervisningen. På universitet føres der modsat grundskolen protokol, beregnes fravær og gives standpunkt karakterer – ikke modsat Danmark. Wendy er chokeret over at høre at vores børn selv transporterer sig til og fra skole og at de har tid på egen hånd i hjem eller klub.
I Xian besøger vi også en moske og det er en parodi. Den ligner til forveksling et kinesiske tempel, men de må kalde til bøn 5 gange om dagen, bede og læse koranen, men skal følge kinesiske love og herunder ikke sige noget skidt om Kommunistpartiet eller Kina. Jeg forsøger at finde ud af, hvordan de ser på niqab, burkina osv., men får at vide at der er nogen der bærer et løst tørklæde, men ellers er der ikke nogen der har ønske om særlig klædedragt, så det er ikke noget problem og der er tilsyneladende ikke lovgivet om det.
Wendys generation er opfostret med at der ikke findes nogen gud, så rigtig mange kinesere er ateister.
Jeg er også nysgerrig på hvordan den almindelige kineser ser på homoseksuelle, men dem har de vist ingen af…! De må i hvert fald ikke gifte sig og hun ser himmelfalden ud, da jeg fortæller om Danmark på det område.
