Kineserne er ikke et frit folk, der kan tænke og gøre, som de ønsker. De har ikke nogen stemmeret, internettet er censureret, nyhederne er statskontrollerede, historien fortælles med et stort filter for det gode og der er klart emner de ikke har det godt med at tale om. Til gengæld har kineserne fået en større frihed i andre henseender og kan i dag rejse mere frit, få flere børn og etablere private virksomheder.

Internettet og informationsstrømmen er censureret
Den almindelige kineser ser og læser kun den information, som er filtreret gennem de statslige medier og er indoktrineret med den version af den Kinesiske historie, som kommunistpartiet ønsker

Kineserne har en meget stor og grundig firewall, der sorterer i informationen, som er tilgængeligt for kineserne. Når man således forsøger at komme ind på Facebook, Google, Wikipedia, YouTube eller andre sider i Kina bliver man mødt med en blank side. Messenger, google maps og andre apps fungerer heller ikke på telefonen og det betyder at den almindelige kineser ikke har tilgang til kritisk information om landet.

I forbindelse med urolighederne i Hongkong, hvor der har været 2 mio. borgere i gaden for at demonstrerer imod et lovforslag, der ville gøre det muligt at udlevere Hongkong-borgere til mainland Kina, har vi også set hvor effektiv den Kinesiske censur virker. Alle de kinesiske medier er tavse om urolighederne, det rapporteres at billeder fjernes fra deres sociale platforme og adgangen til internationale medier er blokeret af deres firewall. Det er lidt mærkeligt at vi kan læse om at der er ½ mio. demonstranter der er blevet mødt med tåregas og gummikugler i Hong Kong og at Kineserne intet aner om det, men sådan er det. Der er kun gode nyheder om Kina, mens medierne er fyldt med alverdens ulykker i alle andre lande. De griner selv lidt af det og ved godt at sådan er verden ikke.

Det er kun fordi vi har en VPN forbindelse, der kan føre os uden om den Kinesiske firewall, at vi ved noget om urolighederne i Hong Kong. Den almindelige kineser kan dog ikke sådan lige få en VPN forbindelse da det kræver, at man har installeret den uden for Kina og den kan ikke installeres på kinesiske telefoner. Vores guides fortæller os også at der ikke nogen almindelige kinesere, som benytter VPN forbindelser også fordi det er forbudt og forbundet med straf hvis de gør det. Til vores overraskelse har vi CNN på vores hotel i Xian, men her får vi at vide af vore guide at de udenlandske kanaler tændes eller slukkes alt efter om det er kinesere eller udlændinge der bor på det enkelte værelse.

Teknologisk er Kina langt fremme og på nogle områder foran Danmark. Der er langt flere elbiler og el scootere end i Danmark, størstedelen af betalinger foregår med mobiltelefonen og der findes et utal af apps som fx shared bikes, Uber-lignende taxaer og Ali-portalen med adgang til det meste. Hastigheden på internettet er generelt god og de mobile forbindelser, som vi køber, er det billigste vi har set i verden med 10GB 4G data for 50 kroner, så mulighederne er store med en mobiltelefon i hånden. Der er bare lige det men, at det meste foregår på Kinesisk og enhver betalingsfunktion kræver et kinesisk debet-/kreditkort, så efter utallige forsøg på at komme på deres forskellige moderne platforme må jeg give op. Det lykkedes mig dog at komme på WeChat som er det kinesiske svar på Facebook, men som yderligere indeholder en betalingsfunktion.

Alt foregår på Kinesisk og selvom kineserne har engelsk i skolen fra første klasse, så taler de og forstår det meget dårligt, men deres villighed til at prøve er til gengæld stor og rigtigt mange anvender elektroniske løsninger til oversættelse. Det er således helt almindeligt at de bruger oversættelsesapp på mobiltelefoner eller en dedikeret maskine til at oversætte tale mellem os og dem. Det fungerer ok til kort og simpel information, men skal man lidt dybere i en samtale om samfundet og mere komplekse emner bliver maskinerne lidt vanskeligere. Derfor har vi også hyret lokale kinesiske guider på alle destinationer i Kina, så vi kan komme tættere på Kineserne. Guiden vi har i Beijing, er opvokset i byen og har aldrig været uden for Kina, men er meget vidende om Kinas historie og samfund.

Jack, som er guidens engelske navn, er da også skolet af kommunistpartiet. For at måtte vise turister rundt, skal man have en 1½ år lang uddannelse, hvor man bliver skolet til at vise den rigtige version af Kina. Det er ikke sådan, at han ikke kan tale om de ubehagelige sider af historien, men det er relativt tydeligt hvornår vi kommer ind på emner, som er mere ømtålelige og det er ligeledes helt tydeligt at deres viden ikke er særligt stor om disse emner. Vores guide i Xian, som også har været 1½ år på guideskole, fortalte at hun ikke kendte til massakren på de studerende i 1989 på Den Himmelske Freds plads før der var nogle turister, der fortalte hende om det.

Vi er i Beijing under 30 års dagen for massakren på studenterne på den Himmelske Freds Plads og vores guide kigger lidt skræmt da Neel spørger ind til hvor på pladsen det skete og han peger hurtigt og kort stedet ud på god afstand. Dagen efter spørger Neel ham på sikker grund i bilen om der har været nogen form for markering, f.eks. nogen der har lagt blomster på pladsen og han ryster ivrigt på hovedet.

Andre ting er også svære at tale om, f.eks. hvordan det kan være at Formand Mao stadig ligger “Lit de Parade” til trods for de frygtelige ting han gav ordre til under kulturrevolutionen. Han svarer med lidt våde øjne at alle mennesker begår fejl og at Mao har gjort 30% skidt, men 70% godt. Vi presser ham ikke med flere spørgsmål, men i mit stille sind ville jeg ønske at noget af den barmhjertighed og forståelse folket tilsyneladende viser Mao, kunne folket så absolut godt bruge fra Kommunistpartiet. F.eks. til at få lov til at mindes deres kære på årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads.

Den kinesiske historie rækker lang tilbage, men den nutidige styreform er kun 70 år gammelt.
Den kinesiske historie rækker 4000 år tilbage og fordi man i over 2000 år har anvendt de kinesiske skrifttegn, som fortsat anvendes, har man en stor viden om historien. I store træk er Kinas historie præget af kejserdømmerne fra 221BC til 1911, af en periode med interne stridigheder fra 1911 til 1949 og siden den 1. oktober 1949 af det kommunistiske styre, som formand Mao etablerede under navnet “The Peoples Republic of China” og som grundlæggende fortsat er den styreform der eksisterer i dag.

Det ser ud til at den kommunistiske styreform har været effektiv til at få flytte samfundet fra et bondesamfund til et mere moderne samfund, som vi har oplevet i Beijing, men der er heller ikke nogen tvivl om at omkostningerne har været store undervejs for meget store befolkningsgrupper og den del af historien fortælles ikke som vi bl.a. oplevede med massakren på den Himmelske freds plads, som den almindelige kineser ikke kender til medmindre de selv oplevede den.

Kulturrevolutionen hvor de fængslede de lærte, etbarnspolitikken og udrejseforbud er andre eksempler på restriktioner der med stor magt har været gennemført over tid, men det lader til, at de har fundet en mildere form for styre siden Formand Mao steg af tronen. Hans grundlæggende filosofi om at alle skulle være lige er jo som sådan heller ikke længere eksisterende. Hvor kineserne i Mao’s tid ikke havde penge og fik tildelt mad af staten er der i dag frihed til at tjene penge og etablere sin forretning og det gør de foretagsomme kinesere i stor grad. Men det er absolut ikke alle der arbejder ikke så meget som vi troede med en 40 timers arbejdsuge som standarden.

I forhold til børnene tror jeg alle at vi har hørt om de kinesiske bør der går i skole hele dagen og laver lektier hele aftenen og her hører vi lidt forskellige versioner af den virkelige verden. Guiden i Beijing der selv har en dreng på 11 år fortæller at de har en normal skoledag fra 8 til 14 og at der ikke er så mange lektier. Guiden i Xian, der har en pige på 4 år, fortæller derimod at det er helt normalt at de starter kl. 0700 og først er hjemme omkring kl. 1700 og at de derefter laver lektier frem til kl. 2300 og den historie får vi gentaget flere gange. Guiden i Chengdu fortæller at man ikke har noget liv som High School eller universitetsstuderende. Man er en maskine der læser dagen lang og når man kommer ud er man rigtig god til teorien, men kan ikke så meget andet. Hun fortæller at det vigtigste for et ungt menneske er at få høje karakterer for at kunne komme på universitet og derfor laver de en del frivilligt skolearbejde om aftenen og i weekenderne for at blive bedst. Sandheden ligger nok et sted midt imellem. De 50% der går på universitet er nok mere i den ende hvor de bruger rigtigt mange timer i skolen og de 50% der ikke læser videre er det måske mere historien om en normal skoledag som i Danmark.

Etbarnspolitikken har sat sine tydelige spor i samfundet på mange måder. Den var effektiv fra 1980 til 2015 og i den periode fik kineserne i byerne kun et barn. På landet var det lidt anderledes og mange fik her flere børn, men den moderne kineser virker til at opfatte det som fint og normalt at få ét barn og vores guider fortæller at flertallet fortsat kun får et barn fordi det simpelthen er for dyrt at få flere. Det har betydet at fødselsraten i dag er nede på 1,4 barn år kvinde og der skal alt andet lige 2,1 til at opretholde en befolkning. Men alt andet er ikke lige idet kineserne bliver ældre og ældre og børnedødeligheden falder og derfor vokser befolkningen faktisk fortsat og man forventer først at den topper omkring 1,5 mia. mellem 2025 og 2030. De havde også det problem, at kineserne helst ville have drenge og med fri abort i hele graviditeten var der mange der fik abort under et-barns-politikken hvilket betød at der blev født 1,8 dreng pr. pige. Derfor blev det for 6 år siden forbudt at scanne gravide for køn.

Spørgsmålet er om etbarnspolitikken betyder også noget i forhold til hvordan Kineserne opfører sig. I Danmark taler vi jo ofte om at man kan genkende enebørn på at de er forkælet og selvcentreret. Det er jo nok en stor forenkling, men der må været noget om, at man får en anderledes opvækst, hvis man ikke har nogle søskende at slås med og ikke har nogen man skal dele opmærksomheden fra forældrene og bedsteforældrene med. Vi syntes at vi kan se det på Kineserne rundt i verden, men det kan være vanskeligt at skelne fra andre kulturvariable i en kultur, der er så anderledes end vores.

Alt i alt opleves Kineserne opleves som glade, de har følt at deres levestandard er steget markant og i de store byer, som vi har besøgt indtil nu, virker det også som et fint samfund at leve i på overfladen. Hvad der er nedenunder, er fortsat lidt usikkert, men jeg tror ikke at de fleste kinesere ved hvad de mangler. Selvom kommuniststyret er ungt, har kineserne i årtusinder været vant til tvang og hårde styreformer under kejserdømmerne, så på den måde oplever de vel i bund og grund blot større og større frihed. Og så skal vi huske på at vi fortsat ikke har mødt de 30-35% af befolkningen, som er fattige.

Næste eventyr er Tibet hvor vi netop er landet i 3600 meters højde i Himalaya og vi er spændt på at opleve det mere fattige, afsides og formentligt lukkede område.