Vi er i Lhasa, Tibet, landet med verdens højeste bjerge, og klar, skarp bjergluft, der giver en fantastisk sigtbarhed og smukke udsigter. Men det er ikke frisk bjergluft, der fylder vores lunger i dag. For Lhasa er også buddhismens højborg, hjemby for Dalai Lama, med et væld af buddhistiske templer og klostre, og vi besøger først Potala, hvor der brænder hundredvis af smørlys og røgelsespinde.
Vores vejrtrækning er i forvejen udfordret af den tynde bjergluft og for at komme ind i selve templet, er vi gået ad mange stejle stentrapper, der hurtigt gør os forpustede og giver os andre lettere symptomer på højdesygen, der helt naturligt rammer os alle en smule, da vi er fløjet ind fra Xian i 400 m.o.h. til Lhasas 3700 m.o.h. Vi har således ikke ladet kroppen vænne sig gradvis til det lavere iltindhold og trykforandringen. Vand er kuren, masser af vand – og senere da Per et kort øjeblik mister bevidstheden lige før aftensmaden, supplerer vi med ilt på flaske, lidt cola, og en Diamox.
Det er ikke kun højdesygen og trapperne, der gør at vi holder en del stop for at komme i ind Potala. Der er også utrolig mange sikkerhedsstop, hvor vi skal vise pas, vores særlige Tibet permit, vores billet, samt gå igennem scanner og kropsvisiteres. Vi kan godt mærke at Tibet bliver holdt i et endnu strammere greb, end det vi har oplevet i mainland Kina. Soldater og politi, begge svært bevæbnede er synlige overalt, af og til ved siden af kampvogne. Man må endelig ikke fotografere dem og vi oplever flere gange at vores guide tysser på os når vi stiller for politiske spørgsmål, f.eks. om den 14. Dalai Lama, der boede i Potala paladset inden han gik i eksil i Indien, eller til fraværet af det tibetanske flag. Der er kameraer overalt og det er tydeligt at vores guide og chauffør ikke ved, om dem der er installeret i vores bil, optager lyd og billede.
Men vi kommer forbi alle posterne og kan endelig træde ind i Potala, som består af flere dele; det røde tempel i midten, hvor de religiøse aktiviteter finder sted, flankeret af det hvide tempel, der fungerer som samlingssted og mødested for de øverste ledere. Templet er imponerede i sin storhed med sine 13 etager og 1.300.000 kvm, der synes endnu større, da arkitekterne snedigt har udnyttet den skrå bjergside, templet de seneste 1300 år har klynget sig til. Det er på Unescos kulturarvsliste i kategori 5A og har været det siden 1994.
Indvendig er det præget af tykke bemalede træbjælker i mørkt træ, ofte i grøn for vand, blå for himlen, rød for ild og gul for jord. Her er mørkt, med draperinger foran nicherne med de guldbelagte buddhaer, vævede silketæpper og bannere hængende fra loftet, tykke bedemåtter til munkene i mørkerød velour, og det får sammen med smørlysene og røgelsesluften os til at længes efter, at komme ud i det klare solskin igen. Vores guide er meget grundig i sin gennemgang af de mange forskellige inkarnationer af buddha, de forskellige lamaer, konger, prinsesser, mandaler, stuphaer, gravkamre osv., så vi mister efterhånden overblikket, men efterlades dog med indtrykket af et Tibet, der gennem århundrede har været dybt religiøst og stadig er det i dag. Det er pilgrimstid og overalt maser almindelige tibetanere sig chantende forbi os, bevæbnet med spande med smør til lysene, pengesedler til buddhaer for ønsket om en god reinkarnation og svingende på deres særlige bedeklokke, en pind med en roterende sølvdåse, der spreder bønner ud og renser dem for deres synder.
Det gør et stort indtryk på os at opleve dette land og med vores egne øjne se hvor stor indflydelse buddhismen og troen på reinkarnation har. Og naturligvis er det også lærerigt at se hvordan kineserne med den ene hånd bygger masser af moderne bygninger, skoler, gode motorveje og tunneler til et land der skriger efter bedre infrastruktur og med den anden hånd holder folket i et jerngreb, når det kommer til politik og selvstændig tankegang.
