Tuamotu atollerne er på den ene side et paradis af turkisblå laguner, smukke koralrev og oceaner af havdyr, der indbyder den vandelskende sejler og dykkere til eventyr, og på den anden side er det et fjerntliggende øde område med barske forhold for overlevelse og et voldsomt Stillehav, der ind imellem viser tænder når et lavtryk kommer ind over øerne og sådan starter vores eventyr herude.
Vi har ikke kunne finde en båd, som vi kan leje i Tuatmotu atollerne (uden at betale en bondegård for at få den sejlet derud), så vi har fundet en fransk familie, som har sejlet jorden rundt siden 2012, som vi skal sejle med i 2 uger ude i området og retur til Selskabsøerne, hvor vi har lejet vores egen båd i de efterfølgende 2½ uger – i alt en tur på 6-700 sømil blandt nogle af verdens smukkeste laguner og koraløer.
Turen ud til Island Coyote, som den franske båd hedder, er en oplevelse i sig selv. Vi flyver i en mindre propelflyver fra Tahiti til Arutua atollen og derfra til Niau atollen og endeligt til Fakarava, så vi ser en del fra luften og lander på de smalle landingsbaner der er 30-40 m brede og fylder hele det landstykke, som revet udgør. Fra lufthavnen på Fakarava bliver vi hentet i en lille bil med bænke på ladet, der kører os ad den smalle tange 1/3 ned ad Fakarava hvor en lille speedbåd venter for at sejle os 1½ time ned til den sydlige del af den store Fakarava lagune, hvor vi mødes med vores franske venner på deres 56 fods katamaran.
Normalt er der fredeligt og godt vejr herude, men vi er lidt uheldige for vi lander på Fakarava netop som et lavtryk kommer ind over øen. Faktisk ankommer lavtrykket præcist sammen med os på den sydlige del af øen og vi møder det undervejs i speedbåden mod syd. Vinden blæser op og bølgerne begynder at rejse sig. De bliver op til 2-3 meter inden for ringrevet og 6-7 meter udenfor, så er der ingen der sejler hverken indenfor eller uden for ringrevet mens det blæser. Heldigvis når bølgerne ikke at blive så store inden vi når ned til den franske katamaran, der ligger godt i læ for de stærke bølger bag et ringrev.
Vores plan var at vi skulle dykke den næste dag og så sejle videre til den nordlige del af øen, men vejrudsigten lover storm i 5-6 dage, så vi beslutter at blive i læ bag ringrevet til lavtrykket er drevet over. Det bliver til 5 dage i det sydlige Fakarava før vi kan sejle videre, men vi er landet et af de mest fantastiske steder på jorden, så det er ikke det værste sted at være blæst inde og selvom det stormer kan vi både dykke, snorkle og kite surfe og så har vi jo også skolearbejdet og vi øver os i fransk sammen med familien ombord, så tiden flyver afsted.
Fakarava atollen er 60 km lang og 20 km bred, så den strækker sig over et stort område og det er en af de atoller, hvor der bor en del mennesker – 1.193 i alt – og de fleste bor på den nordlige del, så der er god plads nede i syd hvor vi befinder os. Livet på Fakarava følger i høj grad solen og vejret. Man står tidligt op og går tidligt i seng og man spiser det som man kan fange og de forsyninger der en gang om ugen kommer med skibet fra Tahiti. Og i denne uge kommer skibet ikke fordi det blæser for meget. Skibet var afgået fra Tahiti, men måtte vende om undervejs, så der kom ikke friske forsyninger til øen i den uge. Den lille købmandsbutik på øen havde således helt udsolgt af frugt og grønt og det eneste man kunne købe var tørvarer og de bananer og kokosnødder der gror på øen.
Ud over Kokos og bananer er der tre andre indkomstkilder på øen; Fiskeri, perlefarme, dykkerturister og sejlere. Kokos, bananer og fiskeri er mest til eget brug på øen, mens perlefarmene sælger deres perler til smykkebutikkerne på Tahiti og Bora Bora hvor vi senere skal til. Turisterne fylder ikke meget på øen, men man fornemmer alligevel at det er en væsentlig indtægtskilde for samfundet. Det virker til at der er en god balance og vi føler os meget velkommen på atollen.
Læs mere om vores besøg på Fakarava i nogle af de kommende blog om bl.a. dykning med hajer.
[Image] [Image] [Image] [Image] [Image]