I lagunen til den polynesiske ø Maupiti, ligger i det turkisklare vand en 41 fods katamaran. Denne båd har vi lejet i 16 dage, som vi skal bruge på at sejle rundt mellem Selskabsøerne. Maupiti ligger et par timers sejlads fra Bora Bora, og er ikke nær så turistet som resten af selskabsørne. En af grundene til at vi valgte at tage til Maupiti er fordi, at her skulle være en cleaning station for Manta Rays (djævlerokker). Cleaningstations er steder hvor større dyr svømmer til for at få renset deres hud og tænder, af de cleanerfisk som svømmer omkring. Det selskab vi har lejet båden af, har fortalt os cirka hvor vi kan se dem, og at vi bare skal holde lidt øje og se hvornår turistbådene fra øen kommer ud med snorklere. Det gør vi så fra vores ankerplads ikke langt derfra, og omkring kl 9 om morgenen ser vi et par både dukke op. Vi skynder os at finde vores svømmefødder, masker og UV-trøjer frem, og hopper så i gummibåden for at sejle derover. Det tager kun et par minutter at komme frem, men vi er i tvivl om hvor vi skal droppe ankeret og sejler lidt omkring og kigger. Den taktik virker ikke, så min mor forslår at vi bare hopper i og snorkler lidt, hvilket vi beslutter at gøre. Få sekunder efter jeg er i vandet og har fået mine svømmefødder på, hører jeg en af de andre kalde; jeg kigger mig omkring. Ikke langt fra mig svømmer den største rokke jeg nogensinde har set, med et vingefang på omkring fem meter; det er en Manta Ray. Vi svømmer med den noget tid, og støder lidt efter på endnu en, der stille og roligt svømmer med bløde vingeslag rundt i det klare vand. En af dem stopper også i et par minutter ved nogle koraller hvor den svømmer lidt i cirkler, og man kan se undersiden og hvordan gællerne filtrerer vandet, når den åbner munden. Vi bruger ca. 45 min i vandet med dem, hvorefter vi kravler op i gummibåden og sejler tilbage til den skønne katamaran. [Image] [Image] [Image] [Image]