Min fødselsdag har været helt anderledes i år eller måske rettere sidste år i november. På det tidspunkt var vi Brasilien og var kørt ud i Pantalanområdet, som er et stort vådområde syd for Amazonas.
Dagen startede som en hel normal fødselsdag med vækning og sang. Bagefter gik vi ned til morgenbordet og jeg fik og lækker morgenmad og gaver. Efter jeg havde åbnet mine gaver, ringede mine bedsteforældre på Skype og ønskede mig tillykke. Efter noget tid kom ejeren af lodgen og sagde tillykke på brasiliansk og gav os en gratis ridetur, som gave.
Derefter tog vi ud og fiskede efter piratfisk med nogle bambuspinde med snor på og vi stod ude i vandet. Maddingen var rå kødstykker. Det var helt vildt sjovt at fange piratfisk og jeg fangede 9 plus 3 der røg af, men så var det at jeg også fangede noget andet, noget der lå på lur, nemlig en alligator, som ville have fat i kødet og piratfiskene. Alligatoren var meget stærk og endte med at knække snøren og svømme rundt med en krog i munden, men heldigvis sagde fiskemanden at den nok skulle overleve.
Efter en stor fangst tog vi hjem og så en mand rense vores piratfangst og smide resterne ud til to kæmpende krokodiller. Bagefter gik vi ud og spillede fodbold i det varme vejr, med en masse mærkelige Pantanal-høns løbende rundt på banen, mens kokken tilberedte vores fisk. Lidt tid efter gik vi ind for at spise vores piratfisk til frokost og de smagte overraskende godt, af fisk at være.
Efter frokosten tog vi ud for at ride (den gave vi fik tidligere) gennem vandet og det var virkelig sjovt, for når der ikke var så meget vand kunne man trave. Guiden sagde at man skulle holde godt fast, for hvis der kom en alligator, blev hestene bange og stejlede. Da vi havde været ude og ride, slappede vi bare af og gik ud og kiggede på papegøjer og så en lille film med billeder af mig, mens vi spiste dansk lakrids fra vores mormor, som havde været ude og besøge os et par måneder tidligere (jeg havde gemt det til min fødselsdag).
Da det blev tid til aftensmad, havde kokkene lavet en kage til os, så vi havde faktisk to kager, men vi spiste kun den ene. Aftensmaden var rigtig god og det var også buffet. Efter aftensmaden og desserten skulle vi ud på night-spotting og man kunne se alligatorernes lysende gule øjne overalt i mørket og der var også ildfluer, som sværmede omkring overalt i nærheden (det lykkedes os at fange én efter noget tid). Der var også en masse helt kolossale tudser som sprang rundt og kvækkede.
Det var generalt en helt fantastisk fødselsdag med masser af aktiviteter og sjov. Der er også en Pantanal video, der viser alle de andre ting vi lavede derude, for det her var bare om min fødselsdag.