Vi sejler nu i det filippinske ørige, der tæller mere end 7.000 små og store øer. Efter lang tids søgen lykkedes det Per at finde en charterbåd der var ledig i januar – ovenikøbet med både skipper, forplejning og divemaster. Derudover sejler Shaun, skipperen Skip’s søn på 23 år, med på 4.måned. Han går til hånde med alt og er en stor gevinst rent socialt. Både Skip og Thalie (divemasteren og kæreste med skipperen) er vældig søde og behagelige værter. Skip nærmer sig de 70 og har sejlet i Asien de sidste 40 år, men kommer oprindeligt fra Californien. Thalie, er halvt fransk og halvt spansk og har rejst i det meste af den østlige verden på motorcykel og med båd og skrevet artikler og fotograferet for forskellige franske magasiner. Hendes accent er fantastisk ligesom hende selv.
Dynamikken mellem Skip og Thalie er også sjov, De er ikke altid enige, men kender hinanden rigtig godt efter at have sejlet sammen i 15 år. Skip taler som et vandfald, har selvfølgelig en masse gode skipperhistorier, også nogle med pirater som er et alvorligt tema her. Han er klart en meget dygtig sejler, men laver også fantastik mad, men det går langsomt, da han både skal smage den og tale undervejs.
Shaun er også et plus og med hans skuespillerbaggrund med dukketeater er helt anden type end hvad vi normalt møder.
I går ankrede vi op i en lille bugt, satte dinghyen i vandet med kurs mod den lille landsby for at købe bananer og fisk. Byen var kun tilgængelig fra vandsiden og det var klart at der normalt ikke kom turister og andre på besøg her. Smukke muslinger og konkylier lå på strandbredden mellem kokosnødder og bunkerbåde, der var trukket op med reb. En lille flok smilende, generte børn løb skiftevis hen til os for hilse og væk
igen, når modet svigtede.
Folkene i byen fortalte os, at der ikke var nogle fisk før dagen efter og bananer var heller ingen af. Nu da vi var kommet i land bestemte vi os til at se lidt nærmere på stedet, hvilket viste sig at være en god idé.
Vi gik videre forbi tøjrede høns og haner efter lyden af musik og stak hovedet ind i en lille overdækket gård, hvor en fest var i gang med karaoke, der er meget populært i Filippinerne. Anledning var fejring af værtens nybyggede hus i beton – vistnok det eneste i byen. Vi blev straks budt indenfor på rom og tilbudt mikrofonen.
Shaun lod sig overtale til at give et nummer og derefter slap de ham ikke. Han måtte også synge en filippinsk sang – på filippinsk – og alle hujede og klappede, unge som gamle. De ville også meget gerne have Oscar til at synge og han tog imod og med Shaun ved sin side sang de sig gennem ”Dancing Queen”. Stort bifald og glade smil. Da vi endelig kom fra landsbyen igen, var det altså uden bananer og fisk, men med gode oplevelser i bagagen.
Tilbage på skibet var Thalie klar med vores snorkeludstyr og vi fik os en kort tur på revet inden vi sejlede ind i en fjord med mangroveskov på begge sider. Oscar og Per fik dronen op og taget en flot film fra Dinghyen af skibet, mens vi sejlede gennem det smalle stræde med kastevinde. De to er blev vældige gode ”piloter” og dronefotografer.
Vi fandt en stille ankerplads med fint læ og en lille strand. Nicolai blev straks sejlet til bredden med sin bue og pile for at skyde. Vi andre lyttede til Skips forklaring på, hvordan vi kunne komme til at se et lille vandfald med en naturlig ferskvandspool. Vi skulle tage dinghyen til en lille landsby længere ind i fjorden og der spørge om en af beboerne ville guide os frem gennem mangroven.
Som så, så gjort. Vi hoppede i båden sammen med Shaun, samlede Nicolai op fra stranden og kunne efter en kort sejltur lægge til ved bolværket ved den lille by. En mand kom ud, han talte fint engelsk og hans ca 20-årige søn var villig til at føre os til vandfaldet. Han kom med ned i båden og udstak kursen. Efter få minutter på vandet drejede vi direkte ind mellem træerne og sejlede i en fin kanal 200 m dybere ind i mangroven. Herfra gik vi krydsede et lille vandløb, ramlede ind i en lille boplads for en familie på en 5-6 stykker, gav dem en lille donation for at passere og kom kort efter frem til hvad der viste sig at være et meget, meget lille vandfald – nærmest blot en smal stråle med en 1 meters fald. Vi er nok ved at blive lidt forvænte. Dem der havde badetøj på, hoppede i og nød at få skyllet alt salt af krop og hår, så det var jo en fin gevinst ved turen.
Tilbage på skibet om aftenen nød vi endnu en gang lækker mad fra Skips kabys og Shaun og Oscar fandt skakbrættet frem, Malthe og jeg kortene, Nicolai læste i sin kahyt, Per loadede film og billeder ind fra diverse kameraer, så det var klart til sortering. Da Oscar havde vundet over Shaun i bedst ud af 3, så vi kort nogle dronefilm af de to skibe; Orion og Dignity og lidt af de seriøse vandfald i Iguazu.
Klokken 20.15 var alle undtagen Per og jeg køjet ind og vi lagde os i sækkepuderne på ruffet og kiggede stjerner helt uforstyrret af andre lyskilder. Endnu en dejlig dag sluttede.
