Filippinerne er et fattigt tredjeverdensland med et BNP pr. indbygger der er 20 gange mindre end Danmark og lidt under Boliva, som ellers er det fattigste land vi har besøgt indtil nu. Der er stor forskel på rig og fattig og i modsætning til fx Bolivia, der var meget primitiv selv i hovedstaden, så findes der fuldsortiments supermarkeder og moderne butikker i de store byer. Til gengæld er det meget primitivt når man kommer uden for de store byer og vi ser mange familier leve i primitive huse og hytter og af de ting de kan finde i naturen.

Der er 110 mio. mennesker i Filippinerne og de lever med en befolkningstæthed på 350 mod Danmarks 135 mennesker pr. 1000 m2 og det oplever vi specielt i de store byer hvor de bor meget tæt og på lidt plads. Til gengæld er der god plads når man kommer ud på de mere fjerntliggende øer, hvor man til gengæld heller ikke kan købe meget andet end tørre kiks, pasta og ris.

Hvis man vil rejse billigt rundt i Filippinerne er det absolut muligt. Man kan bo på hostel til 25 kr. om dagen pr. mand, spise store forårsruller til 2,5 kr. stykket, køre i “tricycle-taxa” for 1 kr. og blive klippet for 5 kr. Modsat kan man også købe sig til luksus med hoteller og resorts til 5.000,- i døgnet, en airconditioned turistvan der koster x100 af de lokale tricycles og købe vestlige grøntsager til priser, der er det dobbelte af Danmark. Vi holder os fra det billigste og det dyreste, men prøver ellers lidt af hvert og havde rigtigt gode oplevelser på alle niveauer med utroligt venlige mennesker, og god mad.

Et af de nøgletal, som vi undersøger for alle lande vi besøger er antallet af biler pr. 1000 indbyggere og for Filippinerne er det det laveste vi har set med 38 mod 800+ i USA, New Zealand og Australien. Når man besøger landet, finder man dog hurtigt ud af at det er fordi de kører rundt på scootere, motorcykler og deres tricycles, som findes overalt og anvendes til alt. De små knallerter med sidevogn transporterer let 8-9 filippinere + bagage på taget og anvendes som taxaer overalt.

Vi har haft rigtigt mange gode oplevelser på vores tur gennem de sidste 6 måneder, men der er ikke nogen tvivl om at Filippinerne er en af de destinationer, der ligger i toppen af vores liste sammen med bl.a. Galapagos. Filippinerne er et paradis for vandhunde og vi har haft en måned i dette paradis hvor vi har dykket, sejlet, snorklet, badet, wakeboardet, besøgt lokale landsbyer og mødt en masse skønne filippinere. Vi havde små to uger i en sejlbåd, en lille uge på et ferieparadis på øen Busuanga og 9 dage på rundtur på Cebu Island.

På sejltur med Orion

Oprindeligt var det vores plan at leje en sejlbåd i en måned og sejle rundt på egen hånd i det Filippinske øhav, men man kan simpelthen ikke leje en båd i hele landet. Årsagen er at infrastrukturen er meget dårlig i Filippinerne. Der er ingen havne, ingen bådværfter, ingen sejlmagere, ingen bådmotormekanikere, ingen butikker med bådudstyr, ingen steder at få drikkevand i tankene osv. Dvs. dem der sejler i landet er overladt til at klare sig selv og kunne reparere båden med forefindende materialer eller reservedele som de importerer fra andre lande.

Den eneste måde at komme ud og sejle på er således at købe sin egen båd eller leje en med en skipper ombord der kender sin båd og har reservedelen med. Med den problemstilling undersøgte vi andre muligheder og overvejede at leje en båd i Malasia eller Thailand, men det var jo Filippinerne vi havde drømt om – en sejltur i et farvand hvor kun få andre sejler. Derfor blev beslutningen også at finde en båd med en skipper og vi fandt en båd med en besætning, der var lige efter vores opskrift. Den eneste downside var at det er noget dyrere end kun en båd og at de ikke var ledige hele januar. Til gengæld blev det et par fantastiske uger ombord på Orion.

Sejlbåden Orion er en 60 fods sejlbåd med dykkerudstyr, wakeboard og kajak ombord og en skøn ejer og besætning, som elsker at sejle, dykke, snorkle og alt andet der har med vandet at gøre. Besætningen bestod af Skip og Thalie der har sejlet sydøstasien tynd i de sidste mange år (Skip 40 og Thailie 15 år sammen med Skip) og bor på båden året rundt samt Skips søn, Sean der var på besøg på båden i 9 måneder for at lære at sejle.

Normalt vil jeg helst være skipper på egen båd og det var jo også det vi var gået ud efter, men jeg må sige at det var en helt fantastisk oplevelse at sejle med Skip, Thalie og Sean og kunne læne sig lidt mere tilbage og nyde sejlferien uden at skulle tænke på alt det praktiske som et toilet der ikke kan pumpe, en lanterne der ikke vil lyse, en motor der bliver for varm, et søkort der ikke passer med virkeligheden, rev der stikker op hvor de ikke er markeret, en tyfon der er på vej ude i Stillehavet og som måske kommer ind over sejladsområder, hvor man skaffer med og vand o.s.v. Det gav mere tid til familien, dykning og at nyde det skønne område. Vi sejlede fra Busuanga Bay rundt om Culion Island op nord om Busuanga til Apo reef og tilbage til Curon Island.

Vi havde rigtigt mange gode oplevelser på vores tur, hvor vi besøgte øde sandstrande, private øer med hytter og palmer, mangroveområder med varme kilder, vandfald, lokale landsbyer, bosættelser med fiskere, koralrev der ligger ude i midten af det åbne hav. Det kan du læse mere om sejlturen i Nicolais artikel som er på vej og så kan du se Oscars video.

En af de store oplevelser var da vi besøgte en lokal landsby på en ø. Da vi lagde anker ud for øen blev vi mødt af en stor flok børn der vinkede og inviterede is i land og efter at have smidt gummibåden i sejlede vi ind til øen.

Ud over at opleve øen var vores mål også at købe friske fisk og bananer. Landsbyen bestod af en række små huse der mest af alt er bygget af træ og har stålplader som tag. De bor primitivt, laver mad over bål og ernærer sig i hovedsagen af fisk de ting de kan dyrke på øen sammen med langtidsholdbare kolonialvarer som de henter i de større byer ind imellem. De var også en lille købmand i byen som solgte ris, kiks, pasta og andre fornødenheder.

Fiskeri er den store indtægt for mange af disse samfund og på denne ø havde de organiseret det således at fiskene samlede deres fangst hver morgen og sejlede det ind til en større by og solgte det på markederne. Det betød også at vi ikke kunne få fisk da vi kom senere på dagen, men de lovede at der ville være store fisk, hvis vi kom næste morgen.

Inde i landsbyen blev vi inviteret til Housewarmning i et nybygget hus. Det fejrer de ved at servere noget alkohol og synge Karaoke, som de i øvrigt gør ved alle festlige lejligheder. Vi blev naturligvis også inviteret til at synge med og Oscar var da også modig og gav et nummer.

Området nord for Palawan er noget af det mest sublime dykning i Filippinerne og flere af dykkersites er blandt de bedste i verden, men en del af det er noget utilgængeligt for dagsturister og derfor var det helt fantastisk at vi havde 12 iltflasker ombord, en kompressor og Thalie som divemaster. Det blev til 11 dyk på sejlturen. Vandet var 28-29 grader varm så for første gang i vores dykkerkarriere kunne vi dykke i badebukser uden at komme til at fryse og vandet var klart og fyldt med oplevelser.

Vi dykkede på de flotteste koralrev i området og specielt Apo Reef var en meget stor oplevelse. Apo reef er en enormt rev der ligger ude midt i et stort havområde nord for Busuanga og fordi det tager lang tid at sejle derude er der ikke ret mange både. Sigtbarheden er 40-50 m og så er der de flotteste koralrev og lodrette vægge, som vi indtil nu har oplevet. Selv på 30 m dybde toner lyset flot igennem og giver de skønneste oplevelser selvom de røde farver ikke er til stede dernede. Det blev også her at Malthe og Nicolai fik udvidet deres dykkererfaring til 30 m dybde og prøvede de første egentlige strømdyk.

Vi var også på en del snorkelture, som var næsten lige så fantastiske som dykkene. Mange af revene ligger på lav dybde og med snorkel og maske kunne vi se rigtigt meget i det krystalklare vand. Du kan læse mere om vores snorkelture og dykning i Malthes artikel om dykning.

6 dage i en villa med vragdyk, skole og afslapning

Efter en fantastisk sejltur med Orion og den skønne besætning indkvarterede vi os i et lille lokalt ferieresort, Alfaro, på et øde klippefremspring i Busuanga Bay. Gennem Skip og Thalie havde vi lejet en privat villa, der lå i forbindelse med resortet (den til højre nederst i billedet med båden) og så stod den på dykning, skole og afslapning i 6 dage.

I området syd for Busuanga ligger der 28 vrag fra den Japanske forsyningsflåde, der blev sænket i slutningen af 2. verdenskrig og de dannede rammerne om en spændende og fantastisk dykning. Neel, Oscar og jeg to PADI’s specialkursus i vragdyk og Nitrox så vi kunne udforske de mange skibe der var op til 150 meter lange.

Malthe og Nicolai var ikke gamle nok til Vragkursus, men fordi de var godt trænet fik de alligevel lov til at komme med på et par dyk ind i de spændende vrag, hvor vi kunne se våben, gamle motorer, cementblandere og meget mere. Fordi vragene er over 70 år gamle er de også godt begroet af koraller, planter og har et meget rigt fiskeliv omkring sig.

Dykning på vrag hvor man svømmer ind i skibene er noget af det der skaber ekstra stor fare ved dykning fordi man ikke nødvendigvis kan stige op hvis der er problemer, der er mulighed for at fare vildt, der er fare for at skære sig på rustent metal eller sidde fast.

Derfor var det også en god ide at tage et specialkursus inden vi begav os ud i de store penetrationer og selvom vi havde øvet os, lykkedes det faktisk for mig at blive væk fra de andre inde i et vrag, fordi jeg svømmede bagerst og sad fast i en åbning. Heldigvis kom jeg hurtigt fri og kunne finde ud igen, men det var nogle nervepirrende minutter for de andre, som ikke kunne finde mig og ikke vidste om jeg kunne komme op eller havde luft nok.

Nicolai fik også færdiggjort sit PADI advanced kursus, der er næste niveau over det almindelige Padi Open Water. Nicolai to 5 Adventure kurser i båddyk, vragdyk, peak performance boyancy, dybdedyk og navigationsdyk og blev således certificeret til at dykke ned til 21 m indtil han bliver 15 år og derefter til 40 meter.

Malthe har også taget 3 af de 5 specialer og er nu Adventure diver, men må vente med Advanced til han er fyldt 12 år. Uanset certificering er de nu begge to blevet rigtige dygtige til at dykke og har her i Filippinerne vi fået en vis rutine, som også gør at vi indimellem har taget dem med længere end de er certificeret som fx på Apo Reef, hvor vi var nede på 30 meter sammen med dem.

Efter en forrygende uge på Alfaro tog vi et fly til Cebu, hvor vi var på rundtur i 9 dage.

Cebu Island med historie, storby, sardiner, hvalhajer og en lokal by

Med sejltur og dykning i bagagen havde vi besluttet at vi skulle se lidt mere af Filippinerne fra landsiden og derfor tog vi på opdagelse på Cebu Island. Første stop på vores tur var en rundtur i Cebu City, som er den andenstørste by i Filippinerne med 3 mio. indbyggere. Her kunne vi se de store kontraster fra de meget fattige slumkvarterer til de rige områder med flotte huse og fra de primitive markeder og gadeboder til de fuldt moderne storcentre og butikker. Men fælles for hele byen er, at der er mennesker overalt. Byen vrimler med folk, huse, tricycles og trafikken afvikles relativt kaotisk på kryds og tværs.

På den kulturelle side besøgte vi også nogle historiske steder i Cebu City. Byen er præget af mange forskellige input fra både Spanierne, Amerikanerne, Japanerne og Kineserne som alle har deres part i landets historie.

Spanierne kom til landet i starten 1521 hvor spanske Mallegan kom til Cebu og startede udbredelsen af kristendommen og kolonialiseringen og landet var spansk indtil 1898 hvor USA købte landet sammen med Puerto Richo og Guam for 20 mio USD. Derefter fulgt 99 år med Amerikansk herredømme indtil 1997 hvor de blev selvstændige.

Under anden verdenskrig besatte Japanerne Manilla i et forsøg på at overtage landet, men det lykkedes ikke og i februar 1945 bombede amerikanerne japanerne ud, hvilket bl.a. resulterede i de vrag, som vi har dykket på omkring Busuanga, men også et totalt ødelagt Manilla.

Amerikanerne er klart dem der har efterladt størst indtryk i Filippinerne, bl.a. fordi de har uddannet filippinerne og i dag er Engelsk også det sprog, der binder landet sammen på tværs af lokale sprog. Når man ser rundt i landet, er det også præget af amerikanske kæder og en vestlig kultur i mange sammenhænge, men der er også et skifte i gang.

Kineserne har stor indflydelse i landet på mange områder. Dels er de en stor handelspartner, Kina støtter infrastrukturprojekter i landet og så har de grænser op til landet på vandsiden, hvor det sidste giver anledning til en del problemer. Omkring 320.000 Filippinere er afhængige af fiskeri det sydkinesiske hav og her rapporteres der om at Kineserne konsekvent udfordrer grænsen for hvor Kina har fiskerettighederne. De har tabt en sag i 2016, men accepterer den ikke og bygger kunstige øer og chikanerer filippinske fiskefartøjer for at sikre deres rettigheder og samtidig støtter de filippinske infrastrukturprojekter så landet er nødt til at holde sig på god fod med Kina. Det er nok et meget godt eksempel på, at Kineserne arbejder langsigtet og sørger for at støtte et land, som er strategisk vigtig for dem. Og når man tænker politisk er der stor forskel på Kineserne meget langsigtede tænkning og Trups utroligt kortsigtede og egocentrerede optimering.

I dag er landet selvstændigt, men med store konflikter i det sydlige del af landet omkring Mindanao, hvor de oprindelige indfødte folk, kommunister, muslimer og ISIS folk kæmper imod regeringen for et selvstændigt landområde.

Andet stop på vores tur på Cebu Island var Moalboal der er kendt for sine millioner af sardiner. Der er to steder i verden, hvor der er en enorm koncentration af Sardiner. Det ene er i det kolde hav ved Sydafrika og det andet er Moalboal i 28 grader varmt vand. Her indlogerede vi os et billigere resort ud til havet lige ved siden af det sted, hvor sardinerne svømmer. Det var fantastisk at opleve. Der var virkeligt millioner af sardiner, der svømmende 20 meter fra stranden, hvor en væg gik fra 1 meters dybde og ned til 8-10 meter. Man kunne snorkle rundt og se på sardinerne og dykke ned i de store stimer. Desværre blæste det lidt meget og det gjorde at sigtbarheden ikke var den bedste, men oplevelsen var nu alligevel stor og meget mere imponerede end vi kunne kapre med vores Go-Pro.

Ud over sardiner var det også et studie af Kinesere. På det resort hvor vi boede var der os og 100 kinesere, hvoraf mange ikke kunne svømme og derfor udforskede sardinerne iført redningsveste og redningskranse. Det er jo ganske naturligt at mange kinesere ikke er gode til at svømme, da mange af dem ikke bor ved havet og det er absolut også naturligt at de er lidt famlende over for det når de så skal ud i det, men for os danskere virker det nu alligevel komisk nå de plasker rundt i vandet blandt både og sardiner. Det var måske også en speciel stor kontrast for os efter at have sejlet rundt i øde farvande og så komme til Kinesernes Mallorca.

Efter nogle dage med Sardiner kørte vi videre til Oslob, som er en anden turistdestination, der er kendt for at man kan svømme med Hvalhajer. Undervejs kørte vi igennem mange små lokale landsbyer, hvor vi oplevede deres årlige fejring af deres lokale helgen som jeg ikke kan huske hvad hedder. De små lokalsamfund var alle på den anden ende og der var pyntet op til fest i gaderne.

I Oslob skulle vi ud og opleve Hvalhajer. Vi havde længe diskuteret om det nu var etisk rigtigt at besøge hvalhajerne i det område fordi de angiveligt bliver fodret hver dag mellem 0700 og 1100 for at sikre dem som en turistattraktion. I starten var vi mest til ikke at besøge dem, men efter lange drøftelser besluttede vi os for at tage derned og dykke en tur med hvalhajerne. Det kan jo altid diskuteres om det er fornuftigt at fodre vilde dyr og i sidste ende er det jo ikke rigtigt, men når det er sagt, så behandlede de dyrene godt og forsvarligt dernede. Der var strenge regler for hvad man måtte og ikke måtte og det blev håndhævet godt, så det endte med at være en god oplevelse, hvor vi så de store dyr svømme meget tæt forbi os neden under vandet. Det er nu imponerende at dykke sammen med en stor hvadlhaj.

Fra Oslob gik turen til en Argao, som er en lille by med nok 3-4.000 indbyggere uden turister. Det var faktisk lidt et tilfælde at vi landede der. Vi tog den lokale bus fra Oslob og havde ikke på forhånd besluttet hvor vi ville stige af og det var faktisk blot en studie af Google maps, der endte med at pege på byen. Det var en sjov og god oplevelse at lande i en Filippinsk by uden turister. Der var kun få overnatningssteder og vi fandt et lille bed & breakfast, der var drevet af en pensioneret amerikaner og hans filippinske hustru. Her i byen var vi på det lokale marked, vi var ude og se rismarker, vi var til søndagsgudstjeneste i den lokale kirke og så var vi på det lokale posthus for at sende en pakke med ting hjem til Danmark, som vi ikke længere skulle bruge.

Fra Filippinerne tog vi et fly retur til Hong Kong hvor vi havde 12,5 time inden vi skulle flyve videre til New Zealand. Her besøgte vi den berømte kæmpestatue af Budda og et lokalt tempel inden vi indtog loungen i 7 timer frem til vores flyafgang.