Dykning fra Orion

At dykke i Filippinerne fra båden Orion har helt klart været en af de fedeste oplevelser på hele vores tur. En af de medvirkende ting til at det bliver det har helt klart været at der 15-35 meters sigt under vandet og at fiskene hajerne og skildpadderne ikke rigtig er bange for os.

De første par dyk var vildt fede med en masse fisk, men efter vi havde haft et par dyk, var det ingenting i forhold til de næste dyk. For efter de første par dyk steg sigten helt vildt sammen med mængden af fisk og koraler, mens vi også begyndte at gå lidt dybere.

Omkring det fjerde dyk på vores tur forslog vores divemaster Thalie, som bor på båden med Skip, at vi tog vores snorkler med ned på dykket, men efter dykket holdt jeg op med det, fordi den skyggede for min ellers så gode sigt.

Udover Skip og Thalie var Sean, Skips søn, også ombord. Sean var der for at arbejde og få mad og husly imens han lærte at sejle så han kunne styre sin træbåd han var i gang, med at bygge. Han var der også for at sejle med sin far, som havde sejlet i 40 år på verdenshavene, hvorfor han ikke havde set ham så meget.

En dag tog Sean os med ind i en mangroveskov hvor vi bandt dinghy’en fast og svømmede videre i det 30 grader varme vand. Bagefter kom vi hen til et naturligt hot-spring hvor vi sad og snakkede om Andy der havde opdaget stedet, bygget et bassin, og da det blev lidt for kendt, ødelagde han det indtil folk stoppede med at komme, så reparerede han det og brugte det selv. Nu er det en hemmelighed han kun deler med sine venner og Sean bad os fortælle alle om det men ikke sige hvor det var.

Da vi var kommet nogenlunde ni dage ind i vores elleve-dages tur, kom vi til en marine nationalpark, der lå mellem en af de 7.200 øer. Denne nationalpark er et af de bedste dykker steder i verden og filippinernes bedste dykkersted. Her havde vi vores helt klart bedste dyk indtil videre. Jeg hoppede i vandet og mødte de andre oppe ved stævnen af Orion og vi prøvede at dykke ned, men jeg havde lidt øreproblemer, men anden gang var lykkens gang og jeg kunne komme ned. Da vi var kommet lidt ned, var der allerede en fantastisk sigt på mindst 35 meter og en ubeskrivelig mængde fisk, med perfekt sollys på sig.

vi havde set fiskene svømme forbi, gik vi ned til 30,9 meter ved en væg, hvor vi lavede det man kalder et drift-dive. I et drift-dive dykker man med strømmen langs en væg, imens man selv sparker lidt. Hele vejen langs væggen var der mange forskellige fisk og særligt 2 arter var der vildt mange af. Den ene slags var en mellemstor fisk i papegøjeblå farve, som Marcauer. Den anden type fisk der var hele vejen hen ad væggen, holdt til lidt længere inde ved væggen, var lidt mindre og den havde en lidt Nemo-orange og hvid krop, mens halen også var hvid.

Da vi havde svømmet et stykke tid og vi havde set en enorm pufferfish og jeg troede at vi allerede havde set de største fisk der fandtes, (de havde et lidt blåt skær i kanten), så vi en kolossal fisk på 1,5 meter lang fisk med mega skarpe tænder. Selv vores fantastiske dive-master Thalie, syntes at den var enorm. Efter den kolossale fisk, troede jeg at der var sat et filter i min maske og alt var en illusion, fordi kort efter så vi to hajer svømme lidt længere nede og vi så en baby skildpadde som spiste alger og ingen af dem var hverken provokerede eller bange for os. Kort bagefter så vi endnu en haj som var højere oppe og jeg så at det var en White-tip shark. Da vi kom op, var jeg helt sikker på, at APO REEF i Filippinerne er stedet at dykke (kan anbefales).