Det har i lang tid været besluttet, at vi i Sydamerika skal ud at paraglide, og mens vi slår telt op på campingpladsen ved den chilienske sø, ser vi en paraglider flyve over os. Det bliver vi da nødt til at prøve imorgen. Vi ser den lande nede på stranden, kun 50 meter fra hvor vi har slået lejr, og det viser sig at det er her man kan købe sig en tur.
Der er omkring fem menesker ved boden, tre er i gang med at hjælpe paraglideren og de to andre sidder og ser fodbold på et gammelt firkantet tv. Vi siger hej og fortæller at vi er tre drenge, som godt kunne tænke os en tur imorgen. Det viser sig desværre at vejrudsigten tyder dårligt for de næste par dage og at det derfor ikke kan lade sig gøre imorgen, og det er der jo kun en løsning på; vi må gøre det idag.
Malthe, far og jeg, som er gået ned til boden ved stranden, skynder os tilbage til Nicolai og mor i lejren. Vi fortæller dem hvordan det står til, og at Malthe og jeg har tænkt os at flyve, så snart vi har skiftet til noget varmere tøj, da det blæser og er koldt når man kommer højt op. Nicolai som ellers ville have fløjet, hvis det kunne være imorgen, er træt efter bilturen og beslutter sig for at blive nede.
Så snart jeg har klædt om, skynder jeg mig ned på stranden igen. Her finder vi ud af hvordan vi sætter vores GoPro på deres stang, jeg får hjelm på og bliver derefter sat i selen. Det er en tandem flyvning, da jeg ikke ikke har et certificat, hvilket betyder at der sidder en instuktør bag mig til at gøre alt det svære.
Vi bliver trukket op af en båd, da der ikke er noget godt sted at springe ud fra og kun få opvinde. Jeg har fået at vide, at vi skal starte med at løbe, når de har talt ned og ikke stoppe før vi er helt i luften. Så det gør jeg, da der bliver sagt ”one… two… three… RUN!”. Vi løber perfekt timet med, at linen til båden der sejler i fuld fart bliver stram, og efter kort tid er vi i luften.
Det føltes fedt at blive løftet op, og mens båden sejler stiger vi fortsat højere og højere. Instruktøren peger og viser mig de forskellige søer, som ser fantastisk flotte ud fra luften. Det ligner den udsigt vi får på video når vi flyver vores drone højt op, landskabet ændrer sig fuldstændigt, træer, skove og huse bliver til mønstre og bådene bliver bitte små.
Instruktøren har et ur på som kan måle vores højde, som han løbende raporterer, og da vi er oppe på 500 meter giver han over sin walkie-talkie signal til båden, om at det er tid til at slippe linen. Det giver et lille ryk, da snoren løsgøres, og vi flyver nu frit. Første gang vi drejer ind mod land giver det et lille sug i maven, da paragliden accelerer en anelse. Sådan flyver vi rundt i omkring 10 minutter, mens vi kommer ind over land, hvor man kan se hoteller, biler mennesker og resten af det omkringligende landskab.
Nu er det tid til at lande, efter hvad der føltes som kun et øjeblik (i virkeligheden et kvarter). Vi tager et par sving, hvorefter vi med omkring 10 kilometer i timen lander på stranden, hvor vi igen skal løbe for at få en blød landing. Paraglideren lander bag os, og så er det ovre. Med et stort smil hopper jeg ud af selen og ønsker Malthe held og lykke med hans tur.
