Fra Bolivia kørte vi i firhjulstrækker ind over bjergene i 4.300 meters højde til grænsen mod Chile, hvor vi blev læsset af ved den nærmeste farbare grusvej. Her blev vi så hentet af en minibus, der skulle køre os over grænsen og ind til San Pedro de Atacama.
Grænseovergangen var en oplevelse i sig selv. Vi var en lille kø af omkring 15 minibusser, der holdt klar fra morgenstunden til at krydse grænsen. Man skulle tro at 15 biler ikke ville tage den store tid, men her tog vi helt fejl. En af de store udfordringer for Chile er at smugling af narkotika og specielt kokain ind over grænsen fra Bolivia er en yndet sport for Bolivianere. Derfor skulle alt bagage ud af alle biler og åbnes og gennemses af tolderne, så det endte med at tage 3 timer før vi kom igennem som bil nr. 13.
Men vi kom godt ind i Chile og 2 km ned i højden til San Pedro De Atacama. Det var dejligt at komme til lidt varmere område og samtidig oplevede vi virkeligt hvordan levestandarden er højere i Chile end i Peru. Peru har et gennemsnitligt BNP pr. indbygger, der er på 15.000 USD om året mod Bolivia 3.000. Den stigning på 5 gange mærkede vi tydeligt.
Chile bød på bedre mad, bedre internet og i det hele taget et lidt mere moderne samfund selvom byen er en øde bjergby. Danmark ligger fortsat 4 gange højere, så det er ikke fordi vi kom til et luksusland, men når vi nu havde været længere tid i fattigere lande, var det en fornøjelse at stige i levestandard. Vi bor jo ikke på luksushotellerne undervejs, men nærmere på hostles og lokale steder, så på den måde lever vi med de standarder, som den almindelige befolkning også lever under. Det er nok også det der gør, at vi kommer godt ind under huden på landene.
Rejsen i det sydamerikanske er spændende og giver os en masse nye indtryk på kultur, leveforhold, natur og historie, men det er også en hård rejse i forhold til at rejse rundt i USA eller andre lande hvor alt er let tilgængeligt. En af vores udfordringer er også sproget. Vi talte ikke noget spansk da vi kom og det har vi haft meget morskab, fagter, misforståelse og lignende ud af. Langt de fleste mennesker i Sydamerika taler ikke andet end spansk så vi har været nødt til at lære noget spansk for at kunne begå os uden for turistområderne.
Det fantastiske er, at de lokale er ikke bange for at tale spansk til os, selvom vi forsøger at fortælle dem at vi ikke kan spansk. Det er som om at de ikke rigtigt tror på at vi befinder os i deres land og ikke kan spansk, så det betyder jo også at vi har hørt en del og efterhånden forstår noget af hvad de siger. Vi har også efterhånden lært de mest basale ting, så vi nu kan hilse ordentligt, bestille mad, overnatning, en taxa, spørge om vej mm.
I San Pedro de Atacama har vi kun en enkelt dag inden vi skal videre til Argentina, men det er tid nok til at vi kan opleve ørkenbyen og komme ud og se den smukke stjernehimmel, som området er kendt for. Atacamaørkenen er et af de tørreste steder i verden og ligger samtidigt højt oppe omgivet af bjerge uden større byer eller andre lyskilder, der kan ødelægge synet af den flotte stjernehimmel. Det skulle være verdens bedste sted at se på himmellegemer og derfor også hjemsted for “Atacama Large Millimeter Array” der er et stort jordbaseret astronomisk observatorium, der drives i samarbejde mellem Europa, USA, Canada og Chile. Observatoriet teleskoper står i bjergene i 5 km højde mens selve rummet hvor de studeres liggere tæt på San Pedro de Atacama. Det er desværre kun om søndagen at man kan besøge stedet og man kan som almindelige mennesker ikke få lov til at se i teleskoperne, så vi tager i stedet på en mindre ekskursion ud og ser på stjerne igennem et 3 m langt teleskop uden for San Pedro de Atacama. Det kan i læse mere om i Malthes artikel om stjernekiggeri.
Fra San Pedro de Atacama tager vi en bus ind over bjergene til Argentina. Det er en 11,5 timers lang køretur i over 4.000 meters højde indtil vi når ned til Salta og starter på vores Argentinske eventyr.
