Vores tur på inka trailet til Machu Picchu

To dage inden vores trek mod Machu Picchu tager vi ned til Bamboo Expiriences kontor, hvor vi får beskrivelse af de ting vi skal have med. Næste dag tager vi så ud og køber vandrestave, snacks og handsker, hvorefter vi tager til kontoret igen. Her møder vi dem vi skal på trek med, og får briefing om turen.

Første dag på turen bliver vi hentet uden foran vores hostle i en minibus. Vi kører først ud til Quillabama, hvor vi spiser morgenmad som vi har fået med fra vores hostle og køber ekstra snacks og regnslag. Næste gang vi stopper er ved Piscacucho, hvor vores trek starter. Her sørger vi for, at vi har det vi skal bruge i løbet af dagen med i vores små rygsække, hvorefter vi giver de duffelbags vi har fået udleveret med resten af vores udstyr til bærerne; og så starter vores tur på inka trailet.

Den samlede tur er ca 34 km, mange kilometer op og ned, 4 dage og 3 nætter. Vi starter med at tjekke ind ved et sted hvor de kontrollerer vores pas og billetter. Herefter går turen over en hængebro der krydser en stor flod, som flere hundrede kilometer længere nede ender i Amazon floden.

Efter at have gået omkring 20 minutter har vi vores første stop, hvor vores guide Yunior viser os hvordan man tygger coka blade. Coka blade er blevet brugt lige siden Inkaernes tid til bedre at kunne klare højder, udmattelse og sult. Man tager ca 7 blade, folder dem og putter dem ind i siden af munden, her har man dem i 5 til 10 minutter hvorefter man spytter dem ud. Vi mærker hurtigt at man, som vores guide Yunior forklarer, bliver nærmest bedøvet på tungen af bladene, hvilket er tegn på at de har deres virkning.

Næste gang vi stopper viser Yunior os nogle små kugler der sidder fast på en kaktus, han forklarer at det er små dyr der lever i symbiose med kaktussen. Derefter splatter han et par stykker af dem i sin hånd, de giver en slags rød maling som i Inkaernes tid blev brugt som bla krigsmaling og den dag idag bliver stadig bliver brugt som farve til tekstil og andet. Vi bliver derfor alle sammen krigsmalet i ansigtet med røde striber.

I løbet af den næste time eller to stopper vi et par gange ved forskellige shelters, og jeg føler ikke at turen er specielt udfordrende endnu, så der er godt med energi til at nyde den flotte tur. Vi stopper bla ved et udkigspunkt hvor vi kan se vores første inka site. Det ser meget flot og eventyrligt ud oppe fra den skrænt vi står på, der er mange terrasser fint bygget i sten samt mure fra de huse og gader der en gang har været i inka byen. Terrasser i inka byer kan havde to formål; for det første kan de bruges til at have marker på da der sjældent findes flade områder i bjergene, for det andet virker de som fundament for byen sådan at de modvirker erosion under bygningerne.

Vores næste stop er for at holde frokost. Vores bærere som har op til 25 kilo på ryggen, er gået nok i forvejen til at have sat frokost telt op, og går nu i gang med et dejligt måltid bestående af suppe, salat og hovedret. Da vi er færdige med vores frokost er der kun en en halv times gang til vores camp Wayllabamba, hvor vi får uddelt telte. Jeg sover med Malthe og Nicolai, og mor og far får et telt til dem.

Inden aftensmaden er der tetid, hvor vi snakker med Yunior og de andre der er med på trekket; Cat, Mike, Roxy, Johanne, Thea, Jasmin og Maja som har fået det dårligt af højderne. Efter aftensmaden kryber vi i soveposerne og går i seng.

Næste morgen står vi tidligt op, pakker vores ting, spiser morgenmad og så er det afsted. I briefingen blev 2. dagen beskrevet som den hårdeste, vi skal ikke gå mere end en 6-7 timer, til gengæld skal vi over 1200 meter opad.

Den første del er ikke specielt hård, jeg starter den første halve time med at høre lidt lydbog og går i forvejen. Ved checkpointet venter jeg først 10 minutter hvorefter de første andre ankommer, efter en halv times ventetid er alle undtagen Mike og Cat fremme. Yunior som lige er kommet frem efter at være løbet frem og tilbage for at høre hvordan det går med dem som mangler, forklarer os at Mike ikke har det særlig godt med højderne og at Mike, Cat og vores anden guide derfor vil gå lidt langsommere op uden at vi behøver vente på dem.

Efter første checkpoint bliver det straks mere udfordrende. Det går stejlt opad og man kan mærke den tynde luft, på trods af at vi har boet mange dage i højderne. Vi går og snakker lidt, ser hvor mange europæiske lande vi kan komme på og holder pause hver halve time. Efter et par timer er vi helt i top ved 4219 meter. Her er der iskoldt, blæsende og man kan nu tydeligt mærke hvor lidt ilt der er i luften. Vi tager et par billeder og ser den flotte udsigt, hvorefter vi går videre ned mod vores camp. Denne tur tager lidt over en time og de vandrestave vi har købt er nu til stor hjælp. Nede i camp nr 18 har vores bærere igen sat telte op, og jeg, Malthe og Roxy som er gået i forvejen venter i vores telte mens resten ankommer. Efter 2 timer er alle undtagen Mike og Cat fremme, og Yunior fortæller os at de først lige er nået til det første checkpoint, men at Mike gerne vil fortsætte. Yunior har en walkie-talkie som matcher den vores anden guide der går med Mike har, men han kan ikke få kontakt til dem da de er på den anden side af bjerget. Der går et par timer, først har vi tetid, så spiser vi aftensmad og de er stadig ikke fremme. Yunior som for noget tid  siden har sendt en bærer op til dem med mad, vand og ekstra ilt, beslutter at gå op til dem. Vi giver ham en af vores walkie-talkies med, sådan at han stadig har kontakt til campen. Da jeg går i seng er de stadig ikke fremme.

Næste morgen får jeg at vide at de ankom kl 22:00. Det viser sig at Mike på grund af højden havde fået vand i lungerne, hvilket kombineret med den tynde luft havde gjort hans vejrtrækning meget besværlig. Kl 03:00 var de blevet nødt til at bære ham ned på en båre. Min far var vågnet da de gjorde det, og kan fortælle at han var bevidstløs og at de var løbet tør for ekstra ilt. Situationen var livstruende og yderst kritisk, men vi har senere fået at vide at det gik godt. De gik med ham i over 8 timer, hvorefter han er kommet på hospitalet i Cusco så han kan få vandet ud af hans lunger.

Efter at have hørt nyhederne og spist morgenmad, pakker vi tingene og går. I briefingen er denne dag beskrevet som uforglemmelig. Vi skal gå i omkring 10 timer, til gengæld burde det ikke være nær så hårdt som i går da det ikke går så meget opad.

I løbet af den lange gåtur, som jeg finder mindst ligeså udmattende som den forrige, ser vi mange flotte ting. Landskabet ændrer sig gennem turen, og vi ser mange unikke steder. Der er junglelignende områder med vandfald og floder ned mellem træer, og der er hvad jeg går ud fra er flotte udsigtspunkter, som vi dog ikke rigtig kan nyde, da det ser ud til at vi hele tiden går inde i en sky som blokerer udsigten. Vi ser også mange forskellige inka sites, inkaerne placerede dem nemlig med 5 kilometer mellemrum, sådan at de kunne sende hurtige meddelelser. Hvis man ville sende et brev fra Cusco til Machu Picchu så sendte man en løber, han løb omkring fem kilometer indtil han nåede næste bygning hvor en anden tog over. På den måde kunne de løbe både dag og nat i højt tempo og meddelelserne kom derfor hurtigt frem.

Det flotteste site vi så var et sted man skulle gå fem minutter op til. Stedet der umiddelbart så småt ud, var overaskende stort, der var masser af huse og gange mellem murene. Flere steder var enorme klipper som havde været svære at flytte inkorporeret i murene, og nogle af dem var blevet lavet til udkigsposter, hvor Nicolai og Malthe kravlede op og kiggede fra.

Vi spiser frokost i en stor camp, og det er hyggeligt at side og snakke med de andre mens vi nyder den lækre mad. Efter frokosten går det først opad en time eller to, og så hælder stien virkelig. Vi skal i løbet af de sidste 2-3 timer over 1000 meter ned, trinene er meget stejle og vi bliver igen glade for vores vandrestave, som hjælper os med at aflaste knæene og at holde balancen. Denne tur er dog fantastisk flot, og slutter ved et enormt inka site kun 10 minutter fra vores camp. Dette inka site er hovedsageligt terrasser og der er masser af dem. Regeringen har på mange af inka sites anbragt lamaer, som ellers normalt er kommercielle dyr, det har de gjort fordi at lamaerne holder græsset kort samtidig med at det er fedt for turisterne.

Vi har bedt om tidlig aftensmad i vores sidste camp da vi skal op kl 03:00 næste morgen, så når vi har spist skynder vi os at krybe i soveposerne og sove.

Næste morgen starter som sagt tidligt, men vi skal ikke gå mere end ti minutter før vi skal vente to timer på at lågerne til de sidste 2 timers gang til Machu Picchu åbner. Grunden til at vi skulle op kl 03:00, var at vores bærere skulle med et tog hvor de skulle have vores telte med.

Når lågerne åbner går vi den flotte tur til Machu Picchu. Første gang man ser den forsvundende inka by er ved Sungate. Machu Picchu er mindst dobbelt størrelse af de andre store inka sites vi har set, og der er langt flere og mere komplekse bygninger. Sungate ligger 30 minutters gang fra selve byen, og blev i inkaernes tid i sammenhængen med soltemplet brugt til at observere solen. Sungate er placeret sådan at ved solhverv står solen op gennem Sungate når man kigger ud gennem vinduet fra soltemplet af, hvilket kunne bruges til at bestemme årstiderne.

Efter at have taget billeder med Machu Picchu og det flotte bjerglandskab i baggrunden, går vi videre fra Sungate.

Machu Picchu er delt op i to dele, i den første del må vi have vores rygsække med, her er der udsigt over hoveddelen af Machu Picchu. Vi tager et par billeder herfra og går ned til det checkpoint hvor man tjekker ind.

Turen rundt i Machu Picchu er fantastisk, der er forskellige byggestile afhængig af templer, præstehuse ovs. Yunior forklarer en masse omkring inkaerne og deres bygninger. Feks hører vi om hvordan byen blev genopdaget i 1911, og hvordan fundene i byen er blevet håndteret. Turen er ikke vildt lang, men alle er trætte efter at være stået op kl 3 og det er en lettelse at hoppe på toget og slappe af.