I dag skal vi ud at rafte. Helt præcis hvor og hvor vildt det bliver, er vi faktisk lidt i tvivl om. Det er nemlig ikke altid lige let, at få et helt klart svar ud af guiderne her, men alle glæder sig og Malthe er lidt nervøs for, hvor store de dér vandfald nu er.
Efter at have besluttet at det er bedst hvis mormor bliver hjemme, sejler vi med en af de motoriserede kanoer over på den anden bred, hvor vores chauffør venter på os med en bil. De lokale bruger motoriserede kanoer til at sejle på floderne med, fordi at de er godt formede til at skære gennem strømmen og mellem sten og smalle steder.
Det sted vi er kommet til efter en flot køretur er en lille plads, hvor der er en bil og et par folk der er igang med at gøre nogle store gummirafts klar, samt en lille kano. Pladsen ligger med vejen på den ene side og på den anden en stejl skrænt ned til floden. Efter at have klædt om og fået udstyr på, går vi ned til flodbreden. Trappen derned er lavet ind i skrænten og der er langt mellem de ulige trin sådan, at jeg bliver nødt til hoppe ned på nogle af dem, jeg kan kun forstille mig, hvor svært det må være for Malthe. Raften bliver transporteret ned af nogle bambus rør der hælder 70 grader ned, her skuber guiden bare den kraftige gummibåd ud over, hvorefter den selv glider de 20 meter ned til vandet.
Der hvor raften er lagt ind er der roligt, men man kan se at 2 meter længere ude i floden er strømmen ret kraftig. Nu begynder vores guide at forklare hvordan vi sejler sikkert osv. Der er 5 forskelige komandoer; forward, back, left back, right back og inside. Den sidste er reseveret til at nå i sikkerhed i raften, få sekunder inden man støder ind i en stor sten.
Nu starter det virkelig, vi har øvet hvordan man sejler, bakker, drejer og hopper i sikkerhed i raften. Vi er på vej mod vores første vandfald. Det ser ikke specielt farligt ud, men Malthe spørger lidt nervøs om, der er mere end det vi kan se. Det er der ikke, men når man først kommer længere ind kan man mærke og se hvor store bølgerne er.
Vi har fået besked på at vi skal læne os frem og ro selvom vi er på vej lige ind i en bølge. Så det er det vi gør nu, hvor den første store bølge ruller ind over raften og guiden råber ”Forward”. Alle er gennemblødte, og vi kæmper os videre gennem hele det første vandfald.
Så er vi igennem, alle smiler og vi giver highfive med vores padler; så er der 17 vandfald tilbage.
Næste vandfald er endnu vildere, og bølgerne skubber os sådan at vi rammer guiden i sikkerhedskanoen så han kæntrer, men han kommer hurtigt op igen.
Inden længe har vi været igennem alle 18 vandfald, heriblandt Boulder Garden der er opkaldt efter de mange store sten der ligger ned gennem vandfaldet. Vi slutter turen af med at hoppe 7 meter ned fra en flot gammel bro der går over floden, hvorefter vi på breden spiser nogle lokale snacks og klæder om.
Det har været super sjovt, og det var det helt rigtige niveau vi valgte, ikke for svært for Malthe og stadig sjovt for mig.