Saltørknen

I Bolivia ligger et enormt fladt område, som bliver kaldt saltørkenen. Det gør det fordi det er dækket af et op til hundrede meter tykt lag salt. Saltet er der fordi området, som nu ligger langt fra kysten, engang var en del af havet. Det skete så at to tektoniske plader midt i havet stødte sammen og dannede bjerge. På den måde blev en del af havet fanget i de nye bjerge. Det vand er for længst fordampet, og nu er der kun et tykt lag salt tilbage.

Vi har valgt at flyve fra La Paz til Uyuni, en lille by der ligger kun få killometer fra saltørkenen. Flyet lander på landingsbanen til hvad der engang var en millitær lufthavn.
Det første stop på turen er en gammel togbanegård. Vi kender ikke til historien bag, men ved banegården står adskillige gamle toge som ikke længere er i brug. Vi kravler på dem, tager billeder, flyver en hurtig tur med dronen og så er det ellers videre.

Vi kører i en karavane af tre firhjulstrækere, og vi har fået en for os selv da vi er fem personer. Næste gang vi stopper, er vi nået til saltørknen. Her er helt fladt, da der hvert år i regntiden bliver oversvømmet, så der i flere måneder står et par centimeter vand på hele den store saltørken.
Det første vi skal her er at cykle. Cyklerne er ikke specielt gode, men det er langt tid siden vi har cyklet og det er sjovt at køre på den store hvide flade. Efter 20 minutters cykeltur når vi frem til et det første salthotel der blev bygget, som nu er til udstiling. Det er ikke særlig spændende, da det egentlig bare er et tomt salthus. Vi er her dog kun i et kvarter mens, guiden og chauførene sætter et nogle borde op og gør frokost klar.
Det er noget af den bedste mad vi har fået i lang tid og det er hyggeligt at side og snakke med de andre gæster. En del af dem er fra Australien, og vi får lidt gode råd til at rejse i landet.

Efter frokosten kører vi til et sted i saltørkenen, hvor der er godt at tage sjove perspektiv billeder. Den ensfarvede flade gør det svært at se afstande på billeder, derfor ser alt hvad der er langt væk bare småt ud, hvilket resulterer i nogle ret sjove billeder, hvis de er taget fra den rigtige vinkel. Her bruger vi overaskende lang tid på at tage alverdens sjove biledder og videoer. Vores mor får en særlig god ide. Vi har inden talt om at tage familiebillede på nogle æbler, og min mor forslår så at vi også burde tage en video, som ender med at blive helt fantastisk.

 

Efter foto-shootet går turen videre til Caktus Island, som er et lillebitte bjerg midt i det flade område, sådan at det ligner en lille ø. Den består af klipper og fint jord støv, derudover vokser der flere hundrede kæmpe kaktuser. Kaktuserne vokser kun en centimeter om året og nogle af dem er hele 10 meter høje, altså op til 1000 år gamle. Det blæser helt vildt, og mens vi går den 45 minutter lange tur på øen, svajer kaktuserne mildt i den kraftige vind.

Det er ved at være aften nu, og vi hopper i bilerne igen. Kun 15 minutter senere stopper vi ved endnu en ”bjerg-ø”, som denne gang er en del større. På denne ø er en meget stor grotte, som vi går op i og tager et par billeder. Grotten er kun et kort stop, da vi skal videre for at se solnedgang.
Til vores skuffelse kommer vi ikke til at se solen gå ned over en af de horisonter man ellers ser i saltørknen, hvor det ligsom på havet ligner at verdenen bare ender. Vi ser i stedet, ikke langt fra grotten, solen gå ned over bjergene, hvorefter vi endnu en gang hopper i firhjulstrækeren og kører til det sted hvor vi skal overnatte.

Stedet er ikke primitivt, men simpelt. Vi har et værelse med to senge og et med tre senge. Borderne og bænkene er lavet af saltblokke og vores aftensmad er udemærket, dog ikke tæt på hvad vi fik til frokost.

Alle er trætte efter maden, og vi skal tidligt op imorgen og se søer, geisere og flamingoer. Derfor hopper vi alle i seng, og jeg falder hurtigt i søvn.

Author: Oscar Thau